Skt. Gotthard-passet | |
---|---|
italiensk: Passo del San Gottardo tysk: Gotthardpass | |
Højde | 2.106 m.o.h.[1] |
Længde | 27 km[2] |
Krydses af | Schweiziske hovedvej 2[3] og ældre asfalteret/brostensbelagt vej (Tremola)[4] |
Gennemskæres af | Skt. Gotthardtunnelen (jernbane) 1882 Skt. Gotthardtunnelen (vej) 1980 Gotthard-Basistunnelen (jernbane) 2016 |
Sted | Ticino, Schweiz (tæt på Kanton Uri) |
Kæde | De lepontiske Alper i Alperne |
Koordinater | 46°33′33″N 8°33′42″Ø / 46.5592°N 8.5617°Ø |
Topografisk kort | Schweiziske forbundsstyrelse for topografi swisstopo |
Skt. Gotthard-passets placering i Schweiz (se detaljeret kort) |
Skt. Gotthard-passet eller Gotthard-passet (italiensk: Passo del San Gottardo, tysk: Gotthardpass) er en af de vigtigste overgange i Alperne. Med en position omtrent midt i bjergkæden forbinder passet Europa nord og syd for Alperne, nærmere bestemt Reuss-dalen med Levantina-dalen, begge i Schweiz.
Under passet er i tidens løb udgravet indtil flere tunneller for at forbedre infrastrukturen i området. Skt. Gotthardtunnelen på 15 km[5] til jernbanetrafik blev indviet i 1882.[6] En 17 km lang motorvejstunnel[7] under passet åbnede i 1980.[5] Begge disse går fra Göschenen i nord til Airolo i syd, men følger hver sin vej gennem Alperne. Endelig blev en ny lavtliggende jernbanetunnel, Gotthard-Basistunnelen på mere end 57 km indviet d. 1. juni 2016.[8][9]
Navnet stammer fra Gotthard fra Hildesheim, en bayersk biskop, der levede omkring år tusind, helgenkåret i 1138. Passet er den mest direkte vej nord-syd, men også en af de mest besværligt tilgængelige før bygningen af veje og broer. Først i 1775 kendes den første passage med vogn gennem passet.
I efteråret 2018 vinterlukkede vejen (Tremola) over passet den 6. november.[10] Rydningen af vejen tager normalt mellem 4 og 6 uger med køretøjer bygget til snerydning af store snemængder.[10] I foråret 2019 kunne der konstateres op til 13 meter sne på vejen.[10] Vejen med benævnelsen Tremola på passets sydside er brostensbelagt.[11]
Passet er 27 km langt fra Andermatt til Ariola.[12] 24 km fra Hospental til Ariola.[13] Det er via hovedvej 2 på sydsiden. Via Tremola er ruten over passet 23,3 km.[14]
Gotthard-passet ligger på Gotthard-massivet, som er blandt de mest markante vandskel i Europa. Flere store floder udspringer i massivet. Det er bl.a. Rhinen, Reuss, Aare, Rhône og Ticino.[5] Rhinen løber mod nord og munder ud i Nordsøen. Rhône løber mod syd til sydfrankrig og udmunder i Middelhavet. Ticino er i stor biflod til floden Po i Italien, som munder ud i Adriaterhavet.