Årets ord er en kåring af et dansk ord, som har præget et bestemt år. Det blev kåret fra 2006 til 2012 af sprogtidsskriftet Mål og Mæle og dets læsere, og siden 2009 også af programmet Sproglaboratoriet og DR P1's lyttere i samarbejde med Dansk Sprognævn[1] og senere programmet Klog på Sprog. I 2023 kårede sprognævnet sammen med Go' Morgen P3 også Årets Ungeord.[2]
Det er ikke nødvendigvis et nyt, oprindeligt dansk eller et positivt ord. Nogle år er der også blevet kåret et udtryk eller en vending.
Andre bemærkelsesværdige ord fra 2006 inkluderer: boligboble, Muhammed-tegning, sammenhængskraft, kulturkamp, fugleinfluenza, behandlingsgaranti, mikrobryggeri, gratisavis, indebrændt, friværdi, podcast, überseksuel, polonium-210.
Mål og Mæle afholdt den første kåring af årets danske ord i 2006 efter inspiration fra de tysktalende lande, som i flere år havde haft kåringer af årets tyske, østrigske og schweiziske ord eller udtryk. Dette foregik ved at folk kunne indsende forslag til Mål og Mæle.[11] Traditionen i Tyskland går helt tilbage til 1971. I mellemtiden har ord som Holocaust (1979) fra tv-serien med samme navn, Tschernobyl (1986), Aids (1987) og Millennium (1999) været årets tyske ord.[12]
I 2009 begyndte Mål og Mæle at samarbejde med P1-programmet Sproglaboratoriet om kåringen, hvilket indledte brugen af et dommerpanel.[10]