Hanna Winsnes (fødd Hanna Olava Strøm, fødd 23. august1789 i Drammen, død 19. oktober1872) var ein norsk forfattar som skreiv ulike verk, mellom anna den best kjende tidlege norske kokeboka, Lærebog i de forskjellige Grene af Husholdningen.
Foreldra var borgarmeister Jens Henrich Strøm (1729–1800) og Karen Tyrholm Plathe (1755–1805).[1] Faren var ein yngre bror av presten og forskeren Hans Strøm.
Winsnes var gift med presten og stortingsmannen Paul Winsnes, og følgde han i prestekalla hans fleire stader på Austlandet. Lengst budde dei på Tanum prestegard ved Larvik 1830–1845, og i Vang i Hedmark frå 1845.
Ho var brordotter av presten og forfattaren Hans Strøm, og oldemor til forfattaren Barbra Ring.
Winsnes skreiv det som ofte blir rekna som den første norske kokeboka, Lærebog i de forskjellige Grene af Husholdningen. Ho kom ut i 1845 og omfatta alt frå matlaging og slakting til husdyrstell og hagedyrking. Boka har kome i fjorten opplag. Ho gav seinare ut Husholdningsbog for tarvelige Familiar i By og Bygd (1862), som òg kom i fleire opplag.
Winsnes skreiv òg andre ting enn husstell; både dikt, romanar og sakprosa. Blant anna gav ho ut Grevens Datter i 1841 under pseudonymetHugo Schwartz, og barneboka Aftnerne paa Egelund (1852).
I 1890 skreiv Arne Garborg den satiriske meldinga Hanna Winsnes's Kogebog, der han gjer narr av den truskyldige prestefrua sine ureflekterte haldningar til klassesamfunnet på den tida. Innleiinga er ein norsk litterær klassikar. Dette utdraget skildrar det idylliske livet på prestegarden:
Der er fred, stilhed, idyl; god mad og god samvittighed. Der er julestemning og søndagshumør. Det store kjøkken er hvidskuret; fra væggene skinner de blanke kobberkar. Småsnakkende koger gryderne på den brede komfur; det suser duftende fra stegepanden. Snart kommer far fra kirken; da er far sulten, og da vil laksen smage; far er så glad i laks.
Man oplever slagtedage med deres festlige travlhed; man er med på brygning og bagning, syltning og stegning, skuring og vask. Man er med i fjøset og ser på kjørene, som fodres og melkes, kalvene, som blir syge og får medicin, grisene, som gjødes, budeien, som er alle disse hyggelige dyrs forsyn og mor; man studerer livet i hønsegården og interesserer sig for, hvem af hønsene der verper bedst, eller hvad man skal give gjæssene at spise. Leilighedsvis ser man indom drengestuen, hvor folkene æder grød og sild uden at misunde herskabet hverken laksen eller oksestegen.
Der leves nemlig godt inde hos herskabet. Der vades i eg, sukker og smør; lader og kjeldere er fulde; man tager ... tager ... tager ... og plages ikke af spørgsmålet om, hvor man skal tage det fra. Thi verden er i orden.