Else Birkmose

Else Gunnarsson født Birkmose-Pedersen (3. januar 1931 i København28. september 1998 i Ålsgårde, Hellebæk) var en dansk landsholdspiller og landstræner i håndbold. Hun var med på det hold som vandt sølv ved verdensmesterskabet 1962 i Rumænien.

Birkmose blev i årene omkring 1960 betragtet som verdens bedste kvindelige håndboldspiller. Hun var sammen med den daværende landstræner Jørgen Absalonsen den drivende kraft bag den udvikling af dansk kvindehåndbold fra motionsspil til en elitesport som fandt sted i slutningen af 1950'erne.

Birkmose debuterede i 1947HG's førstehold. Med HG vandt hun syv danske mesterskaber i perioden 1951-1965, og i årene fra slutningen af 1950'erne deltog HG's kvinder i flere turneringer i Østeuropa. Hun var nøglespilleren, da HG i 1965 besejrede ungarske BP Kőbánya Spartacus fra Budapest med 21–16, i finalen i Mesterholdenes Europa Cup. HG var det første danske kvindehåndboldhold som vandt en Europacup. Også det følgende år spillede HG sig frem til finalen, der dog endte med et nederlag mod det østtyske hold SC Leipzig. Hun debuterede på landsholdet i 1948 og spillede på under fjorten år 63 landskampe og scorede 109 mål. Hun var med til at vinde det nordiske mesterskab fem gange. Ved det første verdensmesterskab i håndbold for kvinder i Jugoslavien 1957 blev det til en femteplads, mens Danmark i 1962 i Rumænien fik sølvmedaljer. Derefter stoppede hun sin aktive landsholdskarriere, men overtog året efter som den første kvinde og med Birgitte Wilbek posten som landstræner. Hun varetog dette arbejde indtil 1965. Desuden fungerede hun i en årrække som holdleder for HG's kvindehold.

Birkmose deltog i 1956 med det danske basketballlandshold i EM.

Birkmose deltog allerede som aktiv i ledelsesarbejde i Københavns Håndbold Forbund 1954-1962, bl.a. som bestyrelsesmedlem 1957-1958. I 1959 modtog hun Dansk Håndbolds guldnål og blev dermed den første aktive spiller, som opnåede denne udmærkelse. Samtidig tildeltes hun B.T. s guldmedalje for den største danske idrætspræstation i 1958 på baggrund af sin indsats i landskampen mod verdensmestrene fra Tjekkoslovakiet.

Birkmose var sekretæruddannet og frem til 1965 ansat i forsikringsselskabet Nye Danske. Herefter flyttede hun til dagbladet Aktuelt, hvor hendes mand Grimur Gunnarsson var sportsredaktør, og arbejdede her til sin pensionering i midten af 1990'erne.

Else Birkmose-Pedersen døde i 1998.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]