Jaime af Spanien Hertug af Segovia | |
---|---|
Personlige detaljer | |
Født | 23. juni 1908 Palacio Real de La Granja de San Ildefonso, Spanien |
Død | 20. marts 1975 (66 år) Sankt Gallen, Schweiz |
Dødsårsag | Død ved fald |
Gravsted | Panteón de Infantes |
Ægtefæller | Charlotte Tiedemann (fra 1949) Emmanuelle de Dampierre (fra 1935) |
Børn | Alfonso Jaime, hertug af Anjou og Cádiz, Gonzalo, hertug af Aquitaine |
Mor | Victoria Eugenie af Battenberg |
Far | Alfons 13. af Spanien |
Søskende | Gonzalo af Spanien, Maria Cristina af Spanien, Beatriz af Spanien, Juan af Spanien, Alfonso af Spanien |
Udmærkelser | Ridder af den Gyldne Vlies *Storkors af Isabella den Katolskes Orden |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Jaime, hertug af Segovia og Anjou RE, (Jaime Leopoldo Isabelino Enrique Alejandro Alberto Alfonso Víctor Acacio Pedro Pablo María de Borbón y Battenberg) (født 23. juni 1908 nær Segovia, Castilla y León, død 20. marts 1975 i Sankt Gallen, Schweiz) var titulær hertug af Segovia, senere også titulær hertug af Anjou. I 1908–1933 var han nummer to i arvefølgen til den spanske trone. I 1933–1975 havde han ikke arveret til den spanske trone. Fra 1941 fremførte han (en teoretisk) arveret til den franske trone.
Jaime af Segovia var den næstældste søn af kong Alfons 13. af Spanien og den britisk fødte dronning Victoria Eugenie af Battenberg. Han var barnebarn af Alfons 12. af Spanien, Henrik Moritz af Battenberg og Beatrice af Storbritannien. Han var oldesøn (datterdattersøn) af Victoria af Storbritannien.
Jaime af Segovia giftede sig to gange. Første gang var med den fransk–italienske adelsprinsesse Emmanuelle de Dampierre (1913–2012), Parret fik to sønner, hvoraf den ældste blev gift med en datterdatter af den spanske diktator Francisco Franco.
Jaime og Emmanuelle blev skilte i 1947. To år senere giftede Jaime sig med den tyske sangerinde Charlotte Luise Auguste Tiedemann (1919–1979), Dette ægteskab var barnløst.
Jaime havde en ældre bror, der hed Alfonso, og som var kronprins. Han mistede arveretten, da han giftede sig med en borgerligt født kvinde i 1933. Alfonso fik ingen ægtefødte børn, og han døde allerede i 1938.
Jaime skulle have efterfulgt Alfonso som tronfølger, men Jaime var døv, og han blev forbigået. I stedet indsatte eksil-kongen (Alfons 13. af Spanien) den yngste broder (Juan af Barcelona) som eksil-tronfølger i 1933.
Den spanske diktator Francisco Franco ville ikke acceptere den liberale Juan af Barcelona som tronfølger. I stedet forhandlede Franco med en række andre prinser, og det endte med, at Juan af Barcelonas ældste søn blev tronfølger i 1971 og konge i 1975. Den senere konge (prins Juan Carlos) var kommet til Spanien i 1948, da han var 10 år gammel, og han var blevet opdraget i Francos ånd.
Jaimes brorsøn Juan Carlos af Spanien var konge i 1975–2014 .
Efter faderens død i 1941 gjorde Jaime forgæves krav på tidligere franske trone. For at understrege sit krav anlagde han den mere franske titel: Jacques Henri, hertug af Anjou.