Fordrevet: ~144,000 er flygtet til udlandet[27] ~230.000 internt fordrevet.[27] Total: ≈ 374.000.[48]
Konflikten i det nordlige Mali også kaldet Tuaregoprøret og Azawad-krigen er et igangværende separatistiskoprør, der blev begyndt 16. januar2012 af tuareger og andre folkeslag i Awzad-regionen i det nordlige Mali. Oprøret ledes af den nationale bevægelse for Azawads frigørelse (MNLA), og oprørerne kæmper mod den maliske regering for uafhængighed eller øget selvstyre for det nordlige Mali, der også er kendt som Azawad. MNLA-bevægelsen har siden april2012 haft kontrol over området.
Den 22. marts2012 blev præsident Amadou Toumani Touré væltet ved et statskup blot en måned før det planlagte præsidentvalg. Baggrunden var hans håndtering af krisen[49] En gruppe soldater, som kalder sig Den nationale komité for genoprettelse af demokrati og stat (CNRDR) overtog kontrollen og suspenderende forfatningen.[50] Som en konsekvens af den ustabilitet, som kuppet skabte, lykkedes det oprørerne at invadere Malis tre nordligste større byer, Kidal, Gao og Timbuktu.[51][52] Den 5. april2012, efter erobringen af Douentza erklærende MNLA, at den havde nået sit mål og ville stoppe sin offensiv. Dagen efter erklærende Azawaduafhængighed fra Mali.[53]
MNLA blev oprindeligt støttet af den islamistiske gruppe Ansar Dine. Efter den maliske regeringshær var fordrevet fra Azawad, begyndte Ansar Dine at indføre en streng sharia-lovgivning. MNLA og islamisterne kæmpede for at forene deres forskellige visioner for den fremtidige stat.[54] Nu afbrød MNLA samarbejdet med Ansar Dine og begyndte at kæmpe imod dem og andre islamistiske grupperinger som Bevægelsen for tro og jihad i Vestafrika (MOJWA), der er en udbrydergruppe fra al-Qaeda. Den 17. juli2012 havde MNLA mistet kontrollen med det nordlige Mali.[55]
Den 11. januar2013 fortalte Frankrigs præsident François Hollande, at han havde modtaget en anmodning om udenlandsk bistand fra den maliske regering og erklærede, at den havde Frankrig til hensigt at yde.[33]
En fredsaftale mellem regeringen og oprørerne blev underskrevet den 18. juni 2013.[3]
7003191100000000000♠1.911 blev dræbt i 2021.[56][57] Dødsfald totalt: mindst 7004150000000000000♠15.000 er blevet dræbt i konflikten.[58][59]
I starten af 1990'erne dannede nomadefolket Tuareg Folkebevægelsen Azawad (MPA) og erklærende krig for uafhængighed til regionen Azawad.[60] På trods af fredsaftaler, som blev indgået med regeringen i Mali i 1991 og 1995, opstod der en voksende utilfredshed blandt de tidligere Tuareg-krigere, der var indgået i regeringshæren. Det udløste nye kampe i 2007.[61] Det har historisk set været svært at danne alliancer mellem de relegionsneutrale befolkningsgrupper og islamistiske grupper, men det lykkedes MNLA at skabe en alliance med gruppen Ansar Dine og al-Qaeda, hvilket udløste Konflikten i det nordlige Mali 2012.[60]
Organisationen MNLA var en udløber fra den politiske uafhængighedsorganisation, Den Nationale Bevægelse for Azawad (MNA), forud for oprøret.[62] Efter afslutningen af libyske borgerkrig, blev mange våben sendt over grænsen til Azawad, hvilket førte til at oprørerne var bedre udrustet end tidligere.[63] Dette overraskende regeringshæren, som ikke havde set det i tidligere konflikter.[64]
Selv om oprøret var domineret af tuareger, udtalte MNLA at flere andre etniske grupper var godt repræsenteret.[65], og blev angiveligt hjulpet af andre arabiske ledere.[62] MNLA's leder Bilal Ag Acherif sagde, at det var op til Malis regering at bestemme, hvorvidt de ville give Azawad selvstændighed, ellers vil den blive taget med magt.[66]
En anden tuaregdomineret gruppe er Ansar Dine (forsvarerne af tro). Den kæmpede i starten side om side med MNLA. I modsætning til MNLA søgte Ansar Dine ikke uafhængighed, men snarere indførelse af islamisk lov (sharia) over hele Mali.[67] Gruppens leder Iyad ag Ghaly deltog i konfliktens begyndelse i 1990'erne, og er senere blevet sat i forbindelse med en udløber af al-Qaeda, AQIM, der er ledet af hans fætter Hamada Ag Hama[68] og den algeriske efterretningstjeneste.[31]
Mali har gennemgået flere kriser, hvilket har været med til at skabe denne konflikt.[69]
Uafhængighedskrig: Etablering af en Tuareg-stat har længe været ønsket af MNLA, der begyndte sit oprør 1962. Den centrale regering har lige siden være i kamp for at beskytte sit territorium.
De første angreb fandt sted i Ménaka, som er en lille by i den fjernøstlige Mali. De skete den 16. og 17. januar2012. Den 17. januar2012 rapporteredes angreb i Aguelhok og Tessalit , som Malis hær dog generobrede dagen efter.[71] Den 24. januar2012 genvandt oprørerne Aguelhok, efter hæren var løbet tør for ammunition.[31] Den næste dag generobrede hæren igen byen.[71] Regeringen igangsatte luft- og landoperationer for at genvinde kontrollen over hele området[72], mens der var store demonstrationer i hovedstaden Bamako[73] og i byen Kati.[74] Den maliske præsident Amadou Toumani Touré valgte efterfølgende at udskifte ledelsen i hæren, for at vinde kampen mod oprøret.[75]
Den 1. februar2012 tog MNLA igen kontrollen med byen Ménaka, da Malis hær foretog en taktisk tilbagetrækning. Det blev gjort for at modvirke protester i hovedstaden. Flere maliske soldater blev dræbt under kampe i Aguelhok.[73] Den 6. februar2012 angreb og indtog oprørerne regionshovedstaden Kidal.[76]
Den 4. marts2012 blev nye kampe rapporteret nær en tidligere oprørsby, Tessalit.[77] Den næste dag opgav tre hærkompagnier at fortsætte nedkæmpelsen af oprørerne.[31][78] Et amerikansk C-130-fly forsynede de tre kompagnier med nye våben, så de kunne fortsætte med at kæmpe.[79] Den 11. marts2012 flygtede MNLA-oprørerne tilbage til Tessalit og dens lufthavn, mens hæren søgte mod den algeriske grænse.[80]
Oprørerne rykkede tættere mod hovedstaden, til 125 km fra byen Timbuktu. Deres fremrykning skete ubemærket, og de overtog byerne Diré og Goundam uden kamp.[81] Ansar Dine erklærede at de nu havde kontrol med grænsen til Algeriet.[82]
Den 21. marts2012 angreb soldater Malis forsvarsministerSadio Gassamas bil med sten, da han ankom til en militærbase. Han var på besøg for at tale for regeringens politik i forbindelse med håndteringen af konflikten.[83] Senere samme dag stormede soldater præsidentpaladset, hvilket tvang præsident Amadou Toumani Touré i skjul.[84]
Næste morgen optrådte formanden for CNRDR, kaptajnAmadou Sanogo, i tv, hvor han meddelte at militærjuntaen havde suspenderet Malis forfatning og overtaget kontrollen med landet.[85] Hæren gav Amadou Toumani Tourés dårlige håndtering af oprøret, samt dårlig udrustning af militæret, skylden for oprøret.[86] CNRDR ville fungere som en midlertidig regering, indtil der blev valgt en ny demokratisk regering.[87]
Elfenbenskystens præsident Alassane Ouattara, som har formandskabet for ECOWAS, sagde, at når der kom en civil regering, ville ECOWAS sende en militær styrke på 2.000 mand ind mod oprøret.[95]Burkina Fasos præsident Blaise Compaore blev valgt som mægler mellem juntaen og ECOWAS for at løse krisen.[91] Der blev opnået enighed mellem ECOWAS forhandlingsgruppe og juntaen den 6. april, hvor både Sanogo og Touré ville træde tilbage, sanktionerne ophæves og mytteristerne ville blive fritaget for straf. Magten skulle også gå tilbage til Malis nationalforsamling og formanden blev Diouncounda Traoré.[96] Efterfølgende sagde Diouncounda Traoré at han ville 'føre en samlet og uforsonlig krig' imod Tuareg-oprørene, medmindre de opgav kontrollen af det nordlige Mali.[97]
På opfordring fra både den maliske regering og ECOWAS til en udenlandsk intervention,[98] besluttede FN's sikkerhedsråd den 12. oktober enstemmigt[99], at hjælpe hæren i Mali (i henhold til FN-pagten, kapitel VII[100]) mod de islamistiske oprørere.[101] Resolutionen gav 45 dage til ECOWAS og den Afrikanske Union[99] til at udarbejde "detaljerede anbefalinger og handlingsplaner"[98] til en militær intervention, hvor den forventede styrke skulle være på 3.000 mand.[98] Tidligere havde ECOWAS fremlagt en plan, som dog blev afvist af diplomater, da de vurderede den til at være for udetaljeret.[101]
Den 8. januar2013 bliver det rapporteret gennem Al-Jazeera, at oprørere har tilfangetaget 12 maliske regeringssoldater nær byen Konna.[39] Samme dag rapporterede fransk statsradio, at regeringstropper har været i kamp ved Konna, og har affyret varselsskud. Kampene breder sig imod byen Douentza.[103]
Den 27. januar afholdt den Afrikanske Union et topmøde i Addis Ababa i Etiopien. Afgående AU-formand Thomas Boni Yayi, præsident i Benin, orienterede sine kollegaer om situationen i Mali, og takkede Frankrig, Malis tidligere koloniherre, for at tage føringen i den militære intervention. 29. januar afholdtes en donorkonference i Etiopien, der skulle skaffe støtte til en afrikansk ledet mission i Mali.[104][105] Efterfølgende gav AU sine medlemslande en uge, til at indsætte landtropper i Mali.[106]
I december 2012 begyndte det nu fordrevne MNLA fredsforhandlinger med den maliske regering og opgav i denne sammenhæng sit krav om et uafhængigt Azawad til fordel for en anmodning om selvstyre under Mali for Azawad. Efter det franske indtog i januar 2013 udtalte MNLA talsmand i Paris, Moussa Ag Assarid (som tidligere havde kritiseret en udbrydergruppe fra MNLA, FPA for at opgive kravet om selvstændighed[107]), at MNLA er klar til at hjælpe deres tidligere modstander i kampen mod islamisterne.[108] På dette tidspunkt havde MNLA ikke kontrol over nogle nævneværdige lokaliteter, og var kun stærk i grænseområderne mod Mauretanien, Algeriet og Niger. Tidligere besiddelser er blevet overtaget af islamistiske grupper.[109]
Efter fredserklæringen genvandt MNLA kontrollen med byerne Tessalit og Kidal (stedet hvor tilhængere af MNLA tidligere har demonstreret[110]) i slutningen af januar.[111][112]
Den 10. januar erobrede islamisterne den strategiske by Konna, der kun ligger 600 km fra hovedstaden, fra den maliske hær.[113] Senere, anslås det at 1.200 islamistiske krigere når inden for 20 km, nær den maliske garnisonsby Mopti, hvor den vigtige Sévaré Lufthavn ligger.[33]
Næste dag indledte det franske militær Operation Serval.[114] Ifølge analytikere, blev Frankrig tvunget til at gribe ind på dette tidspunkt, da Sévaré Lufthavn, der ligger 60 km syd for Konna, var truet af islamister.[115] Operationen inkluderede brugen af Gazellehelikoptere (med specialstyrker), der stoppede en islamistisk kolonne på vej mod Mopti, og anvendelsen af fire Mirage 2000D-jagerbombere fra det franske luftvåben med base i Tchad. Natten mellem den 11. og 12. blev 12 mål tilintetgjort af Miragerne. Den franske forsvarschef, Édouard Guillaud, meddelte, at islamisterne havde trukket sig ud af Konna - og trukket sig langt mod nord.[116] Luftangrebene har angiveligt ødelagt flere technicals (pickup trucks med våben) samt en kommandocentral. Angrebene dræbte flere islamister.[117] Den franske pilot, løjtnant Damien Boiteux, blev dræbt efter hans helikopter blev beskudt under landoffensiven.[118][119]
I løbet af natten den 11. januar erklæres det, at den maliske hær støttet af den franske hær, har generobret byen Konna[120], og hævder at have dræbt over 100 islamister. Efterfølgende meddelte en malisk løjtnant, at der var blevet udført undersøgelsesoperationer i Konna, for at fjerne de sidste islamister, der skulle været blevet.[115] Det franske nyhedsbureau, AFPs, vidner har set dusinvis af islamistiske lig rundt omkring Konna, mens én mand fortæller, at han har set 46 lig.[121][122]Det franske luftvåben erklærede at de havde tilintetgjort fire køretøjer,[123] mens den maliske hær hævder at næsten 30 køretøjer blev bombet. Adskillige maliske soldater og 10 civile mistede livet i kampene.[38] En beboer i Gao, MOJWA's højborg, sagde at byens hospital var blevet fyldt med sårede islamister.[37] I alt, hævder en lokal indbygger at have fundet omkring 148 lig ved Konna.[38]
I kølvandet på den franske reaktion siger ECOWAS, at de lovede afrikanske tropper skulle sendes til Mali nu. FN's Sikkerhedsråd meddelte også, at den FN-ledede styrke vil blive udsendt i nærmeste fremtid. EU har meddelt at de vil sende uddannelsestropper til Mali.[124] MNLA har tilbudt at deltage i offensiven mod islamisterne.[125]
Den 12. januar meddelte den britiske regering, at den sendte et Royal Air Force-fly til transportformål for primært franske tropper, men også afrikanske tropper i Mali.[126]
Den 13. januar annoncerede regionale sikkerhedskilder, at en højtplaceret leder i Ansar Dine, Abdel Krim var blevet dræbt i Konna.[127] Den franske forsvarsminister, Le Drian, meddelte at nye luftangreb var i gang i Mali, mens der den følgende nat vil blive udført flere angreb. En beboer i Léré rapporterede at der var blevet udført luftangreb i området.[128] Luftangrebene blev koncentreret omkring byerne Konna, Léré og Douentza.[129] To helikoptere var blevet observeret angribe islamistiske positioner i Gao.[130] En række angreb målrettet mod islamistiske baser omkring Gao, blev udført med succes.[131] En islamistisk base i Kidal blev tilintetgjort af flyangreb.[132] Den franske forsvarsminister meddelte at yderligere fire fly havde forladt Frankrig, og havde deltaget i bombningen ved Gao. Flybasen er placeret i Tchad.[133]
Det blev rapporteret, at MUJAO har forladt Gao, efter deres baser blev bombet.[134] Borgere i Geo meddelte at 60 islamister blev dræbt i luftangrebene. Nogle enkelte islamister gemte sig i byens huse, og har i løbet af natten fjernet ligene i efter angrebene.[135]
Den 15. januar angreb islamister byen Diabaly, 400 km nord for Bamako, i regeringskontrollerede områder. De kom fra den mauretanske grænse, hvor de var flygtet over, for at undgå luftangreb. AQIM's leder Abu Zeid ledte operationen.[136] Samme dag truede islamister med at udføre terrorangreb på fransk jord.[137] Få timer efter angrebet, havde islamisterne taget kontrol med byen.[138]
Den 15. januar bekræftende den franske forsvarsminister, at det maliske militær ikke havde generobret Konna, trods tidligere påstande om det.[139] I mellemtiden har det canadiske luftvåben afsendt et transportfly til Mali, i en lignende rolle som den britiske indsats.[140]Folketinget har besluttet at bidrage med et C-130 Hercules transportfly[141] og den belgiske regering har sendt to C-130-transportfly og en lægehelikopter medfølgende 80 mand som personale.[142]
Den 16. januar rapporteres det, at medlemmer af AQIM har krydset grænsen til Algeriet, hvor de havde erobret et algerisk Gasanlæg ejet af Statoil og BP, tæt på grænsen til Libyen. De militante gidseltagere meddeles at have dræbt to udenlandske statsborgere, og de udtaler at formålet er at hævne sig over de lande, som deltog i kampen i Mali. Flere udlændinge blev taget som gidsler, herunder fem nordmænd.[143] Den 19. januar blev 11 militante og syv gidsler dræbt i et endeligt angreb for at afslutte gidseltagningen. I alt menes det, at 40 gidsler blev dræbt.[144]
^Nossiter, Adam (18. juli 2012). "Jihadists' Fierce Justice Drives Thousands to Flee Mali". The New York Times. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)