Radikale Venstre

Denne artikel omhandler det nuværende parti Radikale Venstre. Opslagsordet har også en anden betydning, se Radikale Venstre (1878).
Radikale Venstre
Radikale Venstre (Danmarks social-liberale parti)
 
PartilederMartin Lidegaard
PartiformandAnne Heeager
NæstformandSamira Nawa
PartisekretærStine Zeeberg Pedersen
Gruppeformand i FolketingetMartin Lidegaard
 
Grundlagt21. maj 1905
PartiavisRadikalt
HovedkontorChristiansborg
1240 København K
Antal medlemmer5.945 (2022)[1]
UngdomsorganisationRadikal Ungdom
Pladser i Folketinget
6 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:
1 / 14
Pladser i byrådene:
95 / 2.436
Pladser i regionsrådene:
12 / 205
 
Politisk ideologiSocialliberalisme[2]
Politisk placeringCentrum
Internationalt samarbejdsorganLiberal International
Partigruppe i EuropaparlamentetForny Europa
Partifarve(r)     Magenta      Mørkeblå
PartibogstavB[3]
 
Websiteradikale.dk

Radikale Venstre (tidligere Det Radikale Venstre, i pressen oftest blot De Radikale, forkortelse RV, R eller B) er et socialliberalt dansk politisk parti, der ofte har haft en nøglerolle i Folketinget. Partiets politiske leder har siden november 2022 været Martin Lidegaard, efter at den tidligere politiske leder Sofie Carsten Nielsen gik af efter folketingsvalget 2022.

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Partiet blev stiftet i Odense 21. maj 1905, hvor 538 delegerede fra en række af Venstres vælgerforeninger vedtog partiets navn, program og vedtægter. Det vedtagne program fik derefter tilslutning af de folketingsmedlemmer, der var blevet ekskluderet af Venstrereformpartiet i januar 1905 på grund af uenigheder om blandt andet forsvarspolitik. Udgangspunktet for Det Radikale Venstre var en konsekvent antimilitarisme, lige og almindelig valgret, forbedring af husmændenes og de dårligst stillede byboeres vilkår og bedre uddannelse til alle. Det liberale fokus på frihedsrettigheder skulle bevares, men staten måtte påtage sig et ansvar som socialt sikkerhedsnet og skabe muligheder for de mindrebemidlede.

Den radikale filosofi taler for at varetage hele samfundets interesser i stedet for at være talerør for bestemte samfundsgrupper som for eksempel arbejdere eller erhvervslivet. Det Radikale Venstre har historisk gået ind for decentralisering med henblik på at styrke borgernes mulighed for at deltage i den demokratiske proces. Partiets holdning til EF/EU var i begyndelsen splittet, men i dag er partiet et af de mest EU-venlige i Folketinget; dog findes der EU-kritiske grupper internt i partiet.

Regeringsdeltagelser

[redigér | rediger kildetekst]

Partiet har på grund af sin politiske position på midten og en overvejende pragmatisk indstilling haft en afgørende rolle i regeringsdannelsen i Danmark i det meste af det 20. århundrede, som "tungen på vægtskålen", der kunne afgøre, om landet skulle have en borgerlig eller socialdemokratisk regering. Med etableringen af VKO-flertallet ved folketingsvalget i 2001 mistede de Radikale denne position og havde i de følgende år ganske lidt indflydelse. De genvandt deres centrale rolle i dansk politik ved valget i 2011, men mistede den igen i 2015.

Regeringsbærende parti

[redigér | rediger kildetekst]

De Radikale var dannet som opposition til Venstre, der var datidens klart mest dominerende parti, og de allierede sig fra starten med Socialdemokratiet mod Venstre. De Radikale dannede regering i 1909-1910 og 1913-1920 med Carl Theodor Zahle som konseilspræsident og Socialdemokratiet som støtteparti. Grunden til, at Socialdemokraterne ikke kom med i regeringerne var, at de var skeptiske overfor at overtage ansvaret for den borgerlige stat. De Radikale gennemførte under Første Verdenskrig en kraftig udbygning af den statlige styring af økonomien med indenrigsminister Ove Rode og finansminister Edvard Brandes som hovedmænd. Mens udenrigsminister Erik Scavenius sikrede Danmark mod at blive besat af Tyskland ved behændige dipomatiske manøvrer[kilde mangler]. Efter krigen stod partiet fast på, at Danmark ikke skulle indlemme Flensborg, som mange borgerlige og kongehuset ønskede. Dette førte til Påskekrisen, hvor ministeriet Zahle blev afskediget af kong Christian 10.. Ved det efterfølgende valg tabte partiet regeringsmagten til Venstre.

Juniorpartner i Thorvald Staunings regeringer

[redigér | rediger kildetekst]

Ved valget i 1924 fik SR-alliancen igen flertal. Socialdemokratiet blev landets største parti og dermed det naturlige statsministerparti, og de Radikale gled ind i rollen som støtteparti. I 1929-1940 var De Radikale med i Thorvald Staunings SR-regeringer med Peter Munch som en markant udenrigsminister. Partiet sikrede en kraftig indskrænkning af hær og flåde, da det ikke mente, at Danmark kunne forsvares militært.

Samarbejdspolitikken

[redigér | rediger kildetekst]

Under Anden Verdenskrig indgik De Radikale sammen med de tre øvrige gamle partier i en national samlingsregering, først under Thorvald Staunings og siden Vilhelm Buhls ledelse, og fra 1942 til 29. august 1943 med tidligere udenrigsminister Erik Scavenius som statsminister. Scavenius stod for en afvisende kurs overfor modstandsbevægelsen og en høj grad af tilpasning til tyske krav og kom efter krigen til at stå som symbolet på samarbejdspolitikken.

NATO-modstand og opbygningen af velfærdsstaten

[redigér | rediger kildetekst]

De Radikale indtrådte efter krigen i en friere rolle som støtteparti for socialdemokratiske regeringer i 1947-50 og 1953-57. En af årsagerne til at partiet ikke kom i regering i denne periode var, at de gik ind for dansk neutralitet under den kolde krig og var modstandere af Danmarks tilslutning til NATO i 1949. I 1957 indtrådte De Radikale i en flertalsregering med Socialdemokratiet og Retsforbundet (den såkaldte "ABE-regering"), og partiet fortsatte med at sidde i regering med Socialdemokratiet til 1964-valget.

VKR-regeringen

[redigér | rediger kildetekst]

Socialdemokratiets samarbejde med SF i Det Røde Kabinet 1966-67 fik imidlertid De Radikale til at skifte side. Efter en valgsejr i 1968 gik partiet med i VKR-regeringen, der sad 1968-71 med den radikale leder Hilmar Baunsgaard som statsminister. Op gennem 1970'erne fungerede De Radikale som støtteparti til Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer, hvis økonomiske politik partiet dog i stigende grad fandt uansvarlig. Da Anker Jørgensen gik af i 1982, pegede partiet derfor på den konservative leder Poul Schlüter som statsminister og støttede dennes borgerlige regeringer og deres økonomiske genopretningspolitik op gennem 1980'erne samtidig med, at de var en del af det såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal, der gennemtvang fodnotepolitikken i NATO. Efter valget i 1988 gik De Radikale med i en KVR-regering, der sad til 1990.

Ny SR-regering

[redigér | rediger kildetekst]

Efter at Poul Schlüter gik af som følge af Tamilsagen i 1993, støttede de radikale dannelsen af en socialdemokratisk ledet regering og var 1993-2001 med i Poul Nyrup Rasmussens regeringer, hvor det var med til at gennemføre flere arbejdsmarkedsreformer og en skattereform.

I opposition

[redigér | rediger kildetekst]

I 2001 gik partiet til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og oplevede en fremgang fra syv til ni mandater, men det var ikke nok til at sikre flertallet bag SR-regeringen. Situationen gentog sig ved folketingsvalget i 2005, hvor Radikale Venstre dog oplevede sin største fremgang siden 1960'erne – fra ni til 17 mandater.

I forbindelse med 2005-valget tiltrak De Radikale ifølge undersøgelser flere skuffede vælgere fra den socialdemokratiske venstrefløj. Dette var et paradoks, eftersom partiet siden midten af 1990'erne har påtaget sig tiltagende højreorienterede standpunkter på det fordelingspolitiske område. Samfundsforsker Johannes Andersen har forklaret det med, at vælgerne enten ikke har været optaget af fordelingspolitikken, eller at udlændinge-, rets- og uddannelsespolitik bare betyder mere for dem.[4]

Ny kurs – ny leder

[redigér | rediger kildetekst]

I 2006 udløste flere politiske uenigheder mellem De Radikale og Socialdemokraterne et såkaldt "frihedsbrev" fra Radikale Venstre – hvor partiet gav udtryk for at man ville have en radikalt ledet regering og hverken støtte en regering under Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt. Der var dog ikke ret stor opbakning til den radikale strategi, der blev kaldt Den anden vej, og i løbet af 2006 tabte partiet hastigt tilslutning i meningsmålingerne. Internt var der ikke udelt begejstring for den nye kurs. En gruppe i partiet, anført af Naser Khader, krævede, at partiet vendte tilbage til sin klassiske position på midten, hvor man ikke på forhånd erklærede sin støtte til en socialdemokratisk eller borgerlig regering. Uroen førte til, at Khader sammen med partiets europaparlamentsmedlem Anders Samuelsen forlod partiet og dannede Ny Alliance. Det blev startskuddet til et opgør med den linje partiet – og især Marianne Jelved – havde stået for. Flere kommentatorer opfordrede Jelved til at gå af, og den 15. juni overtog Margrethe Vestager så det politiske lederskab efter at have stået i spidsen for at redefinere partiets politiske kurs. 8. oktober 2008 forlod Simon Emil Ammitzbøll partiet efter uenigheder med Vestager.

Ved folketingsvalget i november 2007 gik partiet tilbage til de mere "normale" 9 mandater, og den parlamentariske situation var uændret, idet Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stadig kunne mønstre et flertal bag sig i Folketinget.

Ny op- og nedtur

[redigér | rediger kildetekst]

Ved folketingsvalget i 2011 fik Radikale Venstre næsten fordoblet sit mandattal sammenlignet med det forrige valg. Partiet fik 17 mandater som i 2005 og blev større end Socialdemokraternes foretrukne regeringspartner, Socialistisk Folkeparti. Efter valget dannede De Radikale regering med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Ifølge medierne lykkedes det i denne sammenhæng partiet at få gennemført det meste af sit program, mens Socialdemokraterne og især SF måtte bøje sig for De Radikale[kilde mangler]. I 2014 skiftede partiet igen leder, da Morten Østergaard tog over efter Margrethe Vestager, der blev EU-kommissær. Zigzagkursen ved folketingsvalgene fortsatte i 2015, hvor de radikale atter gik tilbage, nu til 8 mandater.

Grundet Dansk Folkepartis stærke indflydelse på Venstres politiske kurs i disse år, skiftede europaparlamentsmedlem valgt for Venstre Jens Rohde til de Radikale, hvor han sad perioden ud med Morten Helveg Petersen. En undersøgelse fra 2019, der betragtede politiske partiers stemmeopførsel om klimapolitiske spørgsmål i EU-Parlamentet, sætter Radikale i betragtning som "delayer" i klimapolitiske spørgsmål,[5] trods Helveg Petersen i samme periode opnåede at være det mest indflydelsesrige danske parlamentsmedlem i EU som bl.a. næstformand i industri- og energiudvalget.[6]

2019 og frem

[redigér | rediger kildetekst]

Inspireret af En Marche!-bevægelsen af den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron, ændrede Radikale sammen med en række andre europæiske socialliberale partier valgslogan til "Fremad!", og inddrog gul som ny partifarve sammen med magenta i samme forbindelse.[kilde mangler]

I 2019 fik Radikale mandatfordobling ved både EU-valget (fra 1 til 2, hvis ikke Rhode tælles med i forrige periode. Det andet mandat skyldtes et valgforbund med Alternativet) og folketingsvalget (fra 8 til 16). Efter folketingsvalget blev partiet sammen med Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti støtteparti bag Mette Frederiksens socialdemokratiske regering.[7] I oktober 2020 skiftede partiet uventet leder, da Morten Østergaard pludselig trådte tilbage efter en sag om interne krænkelser i partiet. Samme dag blev den hidtidige næstformand i folketingsgruppen Sofie Carsten Nielsen valgt som ny leder i et kampvalg mod den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard.[8] Sener meldte Ida Auken og Jens Rohde sig ud af partiet. Martin Lidegaard, som længe havde ønsket en mere konstruktiv støtte til regeringen, valget i 2021 efter lang overvejelse at blive i partiet, og blev derefter 1. Næstformand. Andreas Steenberg er 2. Næstformand.

Organisation

[redigér | rediger kildetekst]
"Det handler om mennesker": Det Radikale Venstres telt på Folkemødet 2016.

Radikale Venstre har en adskillelse mellem partiets landsforbund, der ledes af en landsformand, og folketingsgruppen, der ledes af den politiske leder. Landsformand siden 2024 er Poul Arne Bødker,[9] mens Martin Lidegaard er den politiske leder og formand for folketingsgruppen siden 2022.[10]

Partiets ungdomsorganisation er Radikal Ungdom.

Politiske ledere

[redigér | rediger kildetekst]
Politisk leder Tiltrædelse Afgang
Martin Lidegaard 2022
Sofie Carsten Nielsen 2020 2022
Morten Østergaard 2014 2020
Margrethe Vestager 2007 2014
Marianne Jelved 1990 2007
Niels Helveg Petersen 1978 1990
Svend Haugaard 1975 1978
Hilmar Baunsgaard 1968 1975
Karl Skytte 1960 1968
Jørgen Jørgensen 1940 1960
P. Munch 1928 1940
Carl Theodor Zahle 1905 1928

Landsformænd

[redigér | rediger kildetekst]

Ledere af Folketingsgruppen

[redigér | rediger kildetekst]

Nuværende folketingsgruppe

[redigér | rediger kildetekst]

Ved Folketingsvalget 2022 fik Radikale Venstre 7 mandater[12]. Sofie Carsten Nielsen forlod Folketinget i april 2023.[13] Stinus Lindgreen overtog 1. maj 2023 Nielsens plads.[13] 5. august 2024 forlod Christian Friis Bach gruppen og partiet og meldte sig ind i Venstre.

Navn Kreds Stemmer Hverv Ordførerskaber
Martin Lidegaard Nordsjælland 7.167 • Politisk leder (2022–)
Samira Nawa Amini København 6.302 • Næstformand (2022–) Finans-, klima-, energi-, forsynings-, skatte- og transportordfører.[14]
Katrine Robsøe Østjylland 3.736 Erhvervs-, Uddannelses- og beskæftigelsesordfører.[14]
Zenia Stampe Sjælland 2.836 Rets- og kulturordfører.[14]
Lotte Rod Sydjylland 2.714 Børne-, Innovations-, Sundheds-[14], Skole- og Undervisningsordfører, samt Ordfører for frie skoleformer.
Stinus Lindgreen -

Medlemstal

[redigér | rediger kildetekst]

Medlemstallet var ca. 30.000 i 1960'erne. Siden 2000 har partiets medlemstal ligget mellem 5.000 og 10.000 medlemmer.

  • 2022: 5.945[1]
  • 2021: 6.872[15]
  • 2019: 7.665[16]
  • 2017: 6.700[17]
  • 2013: 7.500
  • 2012: 9.100
  • 2011: 7.800
  • 2010: 7.300
  • 2009: 7.600
  • 2008: 7.900
  • 2007: 8.500
  • 2006: 9.500
  • 2005: 9.500
  • 2004: 9.000
  • 2003: 7.600
  • 2002: 7.500
  • 2001: 6.700

Økonomi

[redigér | rediger kildetekst]

I valgåret 2019 havde Radikale Venstre såvel indtægter som udgifter for 18 mio. kr. Af udgifterne blev de 10 mio. kr. angivet at gå til udgifter i forbindelse med folketings- og Europaparlamentsvalgene det år.[18]

Af indtægterne kom 1½ mio. kr. fra medlemskontingenter, 5 mio. kr. var offentlig partistøtte, 8 mio. kr. var bidrag fra virksomheder, fonde og organisationer, og yderligere 2 mio. kr. var overført fra partiets egen valgfond. Partiet modtog bidrag på over 20.900 kr. (grænsen for oplysningspligtige beløb) fra i alt 10 bidragydere, heriblandt:

De tre industriorganisationer DI, Industriens Arbejdsgivere i København og Fremstillingsindustrien stod med tilsammen godt 6 mio. kr for langt størsteparten af bidragene.[18]

Derudover oplyste partiet, at der var givet 5 donationer på over 20.900 kr. til lokale foreningsled og kandidater.[18] Således gav to lokale pengeklubber, "Midt- og Vestjyllands Erhvervspolitiske Selskab" og "Fyns Socialliberale Erhvervsklub" henholdsvis Radikale Venstre i Herning 330.000 kr. og Rasmus Helveg Petersen knap 200.000 kr.[19]

Statsministre

[redigér | rediger kildetekst]

Derudover var også Erik Scavenius, statsminister 1942-1945 (i praksis dog kun til d. 29. august 1943), en tidligere radikal politiker og udenrigsminister. Han var dog ikke radikal i sin periode som statsminister, da han havde udmeldt sig af partiet i 1932.

Andre ministerposter

[redigér | rediger kildetekst]

Valgresultater

[redigér | rediger kildetekst]

Historisk tilslutning

[redigér | rediger kildetekst]
Bemærk at ved folketingsvalget i 1915 blev der i langt de fleste valgkredse afholdt fredsvalg. Derfor er stemmetallene ikke opgjort, men opgørelsen af stemmeandelen er i stedet baseret på mandatandelen: 31 af 114 mandater.

Partiet har haft sine vælgermæssige storhedstider i perioden kort efter dannelsen og i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne.

Største tilslutning hidtil var ved folketingsvalget i 1918 med 21,3 % af stemmerne. Siden har partiet typisk haft en tilslutning på 5-10 %, men nåede et højdepunkt på 15,0% ved valget i 1968 og 14,4 % ved valget i 1971 under politisk ledelse af Hilmar Baunsgaard som var statsminister i Regeringen Hilmar Baunsgaard fra 1968 til 1971.

Et foreløbigt lavpunkt blev nået kort ved valget i 1977 hvor andelen blev på 3,6 % stemmerne, nu under politisk ledelse af Svend Haugaard. Partiets dårligste resultat nogensinde var ved valget i 1990, under Niels Helveg Petersen og efter deltagelse i endnu en VKR-regering fra 1988-1990, hvor partiet opnåede 3,5 % af stemmerne.

(Bemærk at ved folketingsvalget i 1915 blev der i langt de fleste valgkredse afholdt fredsvalg. Derfor er stemmetallene ikke opgjort, men opgørelsen af stemmeandelen er i stedet baseret på mandatandelen: 31 af 114 mandater).

Folketingsvalg siden 1906

[redigér | rediger kildetekst]
Folketingsvalg Politisk leder Stemmer Procent Mandater ±
1906 C. Th. Zahle 41.460 13,7 %
9 / 113
 Stigning9
1909 60.261 18,8 %
15 / 113
 Stigning6
1910 66.734 19,1 %
20 / 113
 Stigning5
1913 67.903 18,7 %
30 / 113
 Stigning10
1915 Overvejende fredsvalg
30 / 113
 Uændret
1918 195.159 21,3 %
31 / 139
 Stigning1
26. april 1920 123.877 12,0 %
17 / 139
 Fald14
6. juli 1920 111.055 11,6 %
16 / 139
 Fald1
21. september 1920 147.120 12,1 %
18 / 148
 Stigning2
1924 166.476 13,0 %
20 / 148
 Stigning2
1926 150.931 11,3 %
16 / 148
 Fald4
1929 P. Munch 151.746 10,7 %
16 / 148
 Uændret
1932 145.221 9,4 %
14 / 148
 Fald2
1935 151.247 9,2 %
14 / 148
 Uændret
1939 161.834 9,5 %
14 / 148
 Uændret
1943 Jørgen Jørgensen 175.179 8,7 %
13 / 148
 Fald1
1945 167.073 8,2 %
11 / 148
 Fald2
1947 144.246 7,1 %
10 / 148
 Fald1
1950 167.969 8,2 %
12 / 148
 Stigning2
21. april 1953 178,942 8,6 %
13 / 148
 Stigning1
22. september 1953 169.295 7,8 %
14 / 175
 Stigning1
1957 179.822 7,8 %
14 / 175
 Uændret
1960 140.979 5,8 %
11 / 175
 Fald3
1964 Karl Skytte 139.702 5,3 %
10 / 175
 Fald1
1966 203,858 7,3 %
13 / 175
 Stigning3
1968 Hilmar Baunsgaard 427.304 15,0 %
27 / 175
 Stigning14
1971 413.620 14,4 %
27 / 175
 Uændret
1973 343.717 11,2 %
20 / 175
 Fald7
1975 Svend Haugaard 216.553 7,1 %
13 / 175
 Fald7
1977 113.330 3,6 %
6 / 175
 Fald7
1979 Niels Helveg Petersen 172.365 5,4 %
10 / 175
 Stigning4
1981 160.053 5,1 %
9 / 175
 Fald1
1984 184.642 5,5 %
10 / 175
 Stigning1
1987 209.086 6,2 %
11 / 175
 Stigning1
1988 185.707 5,6 %
10 / 175
 Fald1
1990 Marianne Jelved 114.888 3,5 %
7 / 175
 Fald3
1994 152.701 4,6 %
8 / 175
 Stigning1
1998 131.254 3,9 %
7 / 175
 Fald1
2001 179.023 5,2 %
9 / 175
 Stigning2
2005 308.212 9,2 %
17 / 175
 Stigning8
2007 Margrethe Vestager 177.161 5,1 %
9 / 175
 Fald8
2011 336.698 9,5 %
17 / 175
 Stigning8
2015 Morten Østergaard 160.692 4,6 %
8 / 175
 Fald9
2019 304.273 8,6 %
16 / 175
 Stigning8
2022 Sofie Carsten Nielsen 133.931 3,8 %
7 / 175
 Fald9

Europaparlamentsvalg

[redigér | rediger kildetekst]
Valg Spidskandidat Gruppe Stemmer % Mandater +/-
1979 Jens Bilgrav-Nielsen Ingen 56.944 3,3 %
0 / 15
 Uændret
1984 Keld Anker Nielsen 62.560 3,1 %
0 / 15
 Uændret
1989 Steffen Westergaard Andersen 50.196 2,8 %
0 / 16
 Uændret
1994 Lone Dybkjær ELDR 176.480 8,5 %
1 / 16
 Stigning1
1999 180.089 9,1 %
1 / 16
 Uændret
2004 Anders Samuelsen 120.473 6,4 %
1 / 14
 Uændret
2009 Sofie Carsten Nielsen Ingen 100.094 4,3 %
0 / 13
 Fald1
2014 Morten Helveg Petersen ALDE 148.006 6,5 %
1 / 13
 Stigning1
2019 277.929 10,1 %
2 / 14
 Stigning1
2024 Sigrid Friis Frederiksen RENEW 173.159 7,1 %
1 / 15
 Fald1

Kommunalvalg

[redigér | rediger kildetekst]
Valg Stemmer % Mandater +/-
1909 33.043
382 / 9.897
1913 47.675
775 / 10.038
 Stigning393
1917 58.663
921 / 10.166
 Stigning146
1921-22 94.520
1.243 / 11.281
 Stigning322
1925 106.650
1.237 / 11.329
 Fald6
1929 98.190
1.159 / 11.403
 Fald78
1933 101.447
1.078 / 11.425
 Fald81
1937 118.959
1.002 / 11.371
 Fald76
1943 124.788
941 / 10.569
 Fald61
1946 113.033
870 / 11.488
 Fald71
1950 115.104
824 / 11.499
 Fald46
1954 104.710
764 / 11.505
 Fald60
1958 112.817
648 / 11.529
 Fald116
1962 86.918
501 / 11.414
 Fald147
1966 92.970 3,9 %
340 / 10.005
 Fald161
Kommunalreformen
1970 184.561 7,8 %
323 / 4.677
 Fald17
1974 151.339 7,0 %
311 / 4.735
 Fald12
1978 115.911 4,5 %
192 / 4.759
 Fald119
1981 161.176 4,7 %
187 / 4.769
 Fald5
1985 93.348 3,4 %
108 / 4.773
 Fald79
1989 72.634 2,7 %
73 / 4.737
 Fald35
1993 81.528 2,9 %
80 / 4.703
 Fald7
1997 93.291 3,3 %
87 / 4.685
 Stigning7
2001 134.018 3,9 %
88 / 4.647
 Fald1
Strukturreformen
2005 148.882 5,2 %
86 / 2.522
 Fald2
2009 104.162 3,7 %
50 / 2.468
 Fald36
2013 149.160 4,8 %
62 / 2.444
 Stigning12
2017 146.707 4,6 %
80 / 2.432
 Stigning18
2021 172.521 5,6 %
94 / 2.436
 Stigning14

Amts- og regionsrådsvalg

[redigér | rediger kildetekst]
Valg Stemmer % Mandater +/-
1935
42 / 299
1943 91.303
30 / 299
 Fald12
1946 96.148
27 / 299
 Fald3
1950 98.422
27 / 299
 Uændret
1954 99.747 10,4%
31 / 299
 Stigning4
1958 102.516 9,2%
26 / 303
 Fald5
1962 97.133 8,4%
21 / 301
 Fald5
1966 102.804 8,1 %
22 / 303
 Stigning1
Kommunalreformen
1970 198.113 10,1 %
35 / 366
 Stigning13
1974 164.286 9,0 %
34 / 370
 Fald1
1978 129.976 4,0 %
23 / 370
 Fald11
1981 148.987 6,2 %
24 / 370
 Fald1
1985 104.678 4,4 %
13 / 374
 Fald11
1989 82.170 3,5 %
10 / 374
 Fald3
1993 99.522 4,0 %
16 / 374
 Stigning6
1997 113.687 4,6 %
15 / 374
 Fald1
2001 126.140 4,2 %
15 / 374
 Uændret
Strukturreformen
2005 176.096 6,3 %
11 / 205
 Fald4
2009 104.533 3,9 %
7 / 205
 Fald4
2013 161.396 5,4 %
8 / 205
 Stigning1
2017 156.295 5,1 %
8 / 205
 Uændret
2021 183.063 6,1 %
12 / 205
 Stigning4

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Helge Larsen: Fra liberalisme til radikalisme. Københavns liberale Vælgerforening 1883-1908; Odense University Studies in History and Social Sciences, vol. 90; Odense Universitetsforlag 1985; ISBN 87-7492-541-5

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b Overblik: Partierne i Danmark. Artikel på kristeligt-dagblad.dk 3. oktober 2022.
  2. ^ "Vedtægter". Arkiveret fra originalen 3. april 2015. Hentet 1. juni 2015.
  3. ^ Folketinget - Partierne, arkiveret fra originalen 28. maj 2014, hentet 28. maj 2014
  4. ^ "Ugebrevet A4, nr. 19/2006". Arkiveret fra originalen 22. oktober 2013. Hentet 21. september 2009.
  5. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 26. maj 2019. Hentet 26. maj 2019.
  6. ^ VoteWatch
  7. ^ Støtter om Mette Frederiksen-tale: Regeringen gør for lidt for klimaet. Finans.dk, 6. oktober 2020.
  8. ^ Sådan gik det til: Morten Østergaards dramatiske fald som leder for Radikale Venstre. Artikel på dr.dk 7. oktober 2020.
  9. ^ a b Nanna Nørby Hansen (19. marts 2024). "Radikale har valgt ny landsformand". DR. Hentet 17. marts 2024.
  10. ^ Den radikale gruppeledelse konstitueret Arkiveret 2. juli 2015 hos Wayback Machine radikale.dk (hentet 3. juli 2015)
  11. ^ "Mikkel Irminger Sarbo er De Radikales nye landsformand". Berlingske. 19. september 2021. Hentet 19. september 2021.
  12. ^ "Hvem er valgt? Se valgte kandidater og personlige stemmer | DR". www.dr.dk. Hentet 2022-12-19.
  13. ^ a b "Sofie Carsten Nielsen forlader Folketinget - TV 2". nyheder.tv2.dk. 2023-04-17. Hentet 2023-06-13.
  14. ^ a b c d "Tidligere R-leder skal forhandle forsvarsforlig og tale EU - TV 2". nyheder.tv2.dk. 2022-12-21. Hentet 2022-12-22.
  15. ^ Nye Borgerlige har nu flest medlemmer næstefter S og V. Artikel på kristeligt-dagblad.dk 16. februar 2021.
  16. ^ Et kritisk punkt er nået og ”demokratiet lider”. Partiernes medlemstal falder og falder. Artikel på kristeligt-dagblad.dk 22. januar 2020, opdateret 23. januar 2020.
  17. ^ Hvor mange medlemmer har de politiske partier? Partiernes medlemstal 2017. Folketingets hjemmeside, besøgt 25. januar 2020.
  18. ^ a b c De politiske partiers regnskaber for 2019. Folketinget marts 2021.
  19. ^ Her er partiernes erhvervsklubber. Artikel på altinget.dk 27. april 2021.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]