Sovjetunionens invasion af Polen i 1939

Sovjetunionens invasion af Polen i 1939
Del af 2. verdenskrig
Sovjetisk militærparade i Lviv i 1939
Sovjetisk militærparade i Lviv i 1939
Dato 17. september 1939 – 1. oktober
Sted Østlige Polen
Resultat Sovjetisk sejr og kortvarig besættelse
Casus belli Molotov-Ribbentrop-pagten
Parter
 Polen  Sovjetunionen
Ledere
Polen Edward Rydz-Śmigły Sovjetunionen Mikhail Kovaljov (Hviderussiske front),
Sovjetunionen Semjon Timosjenko (Ukrainske front)
Styrke
> 20.000 (20 underbemandede bataljoner af grænseforsvaret)[1] samt tilfældige hærenheder.[2] Mellem 466.516[3] og over 800.000[2]
>33 divisioner,
>11 brigader
Tab
Vurderinger svinger fra 3.000 døde og 20.000 sårede[4] til omkring 7.000 døde eller savnede,[1]
foruden 2.500 krigsfanger, som blev henrettet ved umiddelbar gengældelse eller af bander af anti-polske ukrainske nationalister.[4]
250.000[1] 		Vurderinger svinger mellem 737 døde og under 1.862 tab i alt (sovjetiske tal)[4][5]
via 1.475 døde og savnede og 2.383 sårede[6]
til omkring 2.500 døde eller savnede[2]
eller 3.000 døde og under 10.000 sårede (polske tal).[4]

Sovjetunionens invasion af Polen i 1939 var en militæroperation, som begyndte uden formel krigserklæring den 17. september 1939 i begyndelsen af 2. verdenskrig. 16 dage efter det tyske angreb på Polen. Den sluttede med en afgørende sejr for Sovjetunionen, som annekterede omkring 200.000 km² af den østlige del af Polen.[5] Disse områder er ikke siden blevet tilbageleveret til Polen.

I starten af 1939 forhandlede Sovjetunionen om at danne en alliance mod Nazityskland med Storbritannien, Frankrig, Polen og Rumænien, men der opstod vanskeligheder, bl.a. det sovjetiske krav om at Polen og Rumænien skulle tillade sovjetiske tropper transitrettigheder gennem deres lande som led i en kollektiv sikkerhed.[7] Da forhandlingerne slog fejl, indgik Sovjetunionen den 23. august 1939 Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazityskland. Som følge heraf invaderede tyskerne den 1. september Polen fra nord, vest og syd, og den 17. september invaderede den Røde Hær Polen fra øst.[8] Den sovjetiske regering bekendtgjorde, at den handlede for at beskytte de ukrainere og hviderussere som boede i den østlige del af Polen, fordi den polske stat var brudt sammen under det tyske angreb og ikke længere kunne sikre dets egne borgeres sikkerhed.[9][10]

Den Røde Hær nåede sine mål, da den var de polske modstandere langt overlegne.[1] Omkring 230.000 polske soldater, eller flere[11]) blev taget som krigsfanger.[12] Den sovjetiske regering annekterede det nyvundne område og i november erklærede det, at de 13,5 mio. polske borgere, som boede der, nu var sovjetiske borgere. De sovjetiske myndigheder kvalte modstand ved henrettelser uden foregående rettergang og ved at fængsle tusinder.[13] De sendte flere hundrede tusinde (estimater varierer) til Sibirien og andre fjerne egne i USSR i fire store bølger af deporteringer mellem 1939 og 1941.[b]

Angrebskrigen, som det sovjetiske politbureau kaldte "befrielsesfelttoget", førte til indlemmelse af millioner af polakker, ukrainere og hviderussere i de sovjetiske ukrainske og hviderussiske sovjetrepublikker.[14] Mens Folkerepublikken Polen eksisterede var invasionen et tabu-emne i efterkrigstiden Polen, som ofte blev udeladt af den officielle historie af de kommunistiske myndigheder for at bevare "venskabsånden" mellem medlemmerne af Østblokken.[15]

Forspil

[redigér | rediger kildetekst]

I slutningen af 1930'erne forsøgte Sovjetunionen at danne en anti-tysk alliance med Storbritannien, Frankrig og Polen.[h] Forhandlingerne viste sig imidlertid vanskelige. De sovjetiske forhandlere insisterede på en indflydelsessfære som strakte sig fra Finland til Rumænien og krævede militær støtte ikke kun mod enhver som angreb dem direkte, men mod enhver som angreb landene i deres foreslåede indflydelsessfære.[16] De krævede også ret til at gå ind i Polen, Rumænien og De baltiske lande, hvis de følte, at deres sikkerhed var truet. Regeringerne i disse lande afviste forslaget, for, som den polske udenrigsminister Józef Beck pointerede, de frygtede, at når først den Røde Hær kom ind på deres territorier ville den måske aldrig forsvinde igen.[7] Sovjetunionen stolede ikke på, at briterne og franskmændene ville opfylde collective security, da de havde undladt at hjælpe Spanien mod Falanksen og havde prisgivet Tjekkoslovakiet til nazisterne. De frygtede også, at de Vestallierede ville foretrække, at Sovjetunionen alene kom i krig mod Tyskland, mens de så til på sidelinjen.[17] I betragtning af disse bekymringer opgav Sovjetunionen forhandlingerne og gik i stedet over til at forhandle med Tyskland.

Den 23. august 1939 underskrev Sovjetunionen Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazityskland, hvilket kom som en overraskelse for de Vestallierede. De to regeringer bekendtgjorde, at aftalen blot var en ikke-angrebspagt. I en hemmelig protokol havde de imidlertid aftalt en deling Polen og delt Østeuropa i en sovjetisk og en tysk indflydelsessfære.[d] Molotov-Ribbentrop-pagten, som er blevet beskrevet som en invitation til krig, var en nøglefaktor i Hitlers beslutning om at invadere Polen.[7][18]

Planlagt og faktisk deling af Polen, ifølge Molotov-Ribbentrop-pagten, med senere justeringer

Traktaten gav Sovjetunionen yderligere plads til forsvar mod vest.[19] Den gav også Sovjetunionen en chance for at generhverve områder, som var afstået til Polen 20 år tidligere og for at genforene de østlige og vestlige ukrainske befolkningsgrupper under sovjetisk styre, for første gang i samme stat.[20] Den sovjetiske leder Josef Stalin så fordele i en krig i Vesteuropa, som kunne svække hans ideologiske fjender og åbne nye områder for kommunismen.[21][f]

Kort efter at tyske invaderede Polen den 1. september 1939 begyndte de tyske ledere at opfordre Sovjetunionen til at spille sin aftalte rolle og angribe Polen østfra. Den tyske ambassadør i Moskva Friedrich Werner von der Schulenburg og den sovjetiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotov udvekslede en række diplomatiske meddelelser om sagen.[9] Sovjetunionen forsinkede deres intervention af flere grunde. De var involveret i afgørende begivenheder i den Sovjetisk-japanske grænsekonflikt. De havde brug for tid til at mobilisere den Røde Hær, og de så en diplomatisk fordel i at vente indtil Polen var brud sammen inden de greb ind.[22][23] Den 17. september 1939 erklærede Molotov i radioen, at alle traktater mellem Sovjetunionen og Polen nu var ugyldige,[g] fordi den polske regering havde svigtet sit folk og i praksis var ophørt med at eksistere.[24] Samme dag krydsede den Røde Hær grænsen til Polen.[25][4]

Felttoget

[redigér | rediger kildetekst]
Placering af alle tropper efter den sovjetiske invasion
Sovjetiske tropper rykker ind i Polen.

Den Røde Hær trængte ind i det østlige Polen med syv arméer på mellem 450.000 og 1.000.000 mand.[4] De blev indsat på to fronter: den hviderussiske front under Mikhail Kovaljov og den ukrainske front under Semjon Timoshenko.[4] På dette tidspunkt var det mislykkedes for polakkerne af forsvare deres vestlige grænser og som svar på tyske fremstød havde de indledt en stor modoffensiv i slaget ved Bzura. Den polske hær havde oprindelig en velforberedt plan til at modstå truslen fra Sovjetunionen, men var ikke forberedt på at imødegå to invasioner samtidig. Da de sovjetiske tropper angreb, havde de polske hærchefer sendt de fleste af deres tropper vestpå for at modstå tyskerne, og havde kun efterladt 20 underbemandede bataljoner ved østgrænsen. Disse bataljoner bestod af omkring 20.000 tropper fra grænseforsvarskorpset Korpus Ochrony Pogranicza (KOP), under kommando af general Wilhelm Orlik-Rückemann.[1][4]

Den polske øverstkommanderende marskal Edward Rydz-Śmigły, var i starten stærkt tilbøjelig til at give grænsetropperne ordre til at yde modstand, men blev overtalt af premierminister Felicjan Sławoj Składkowski og Ignacy Mościcki til at lade være.[1][4] Kl. 16 den 17. september gav han tropperne ordre til at falde tilbage og kun komme i kamp med de sovjetiske tropper i selvforsvar.[4] Kommunikationssystemerne var blevet alvorligt beskadiget, så kommandokæden var brudt.[26] I forvirringen kom det til sammenstød langs grænsen.[4][1] General Wilhelm Orlik-Rückemann, havde fået kommandoen over grænsetropperne den 30. august, men havde ikke fået officielle direktiver siden da, og han og hans underordnede fortsatte deres væbnede modstand indtil de opløste deres styrker den 1. oktober.[27]

Den etnisk ikke-polske del af befolkningen betød en yderligere komplikation. Mange ukrainere,[m] hviderussere[28] og jøder[29] bød de invaderende tropper velkommen som befriere. Det blev omtalt af Lev Mekhlis, som fortalte Stalin at folk i det vestlige Ukraine bød de sovjetiske tropper velkommen "som sande befriere".[30] Organisationen af ukrainske nationalister gjorde oprør mod polakkerne, og kommunistiske partisaner organiserede lokale opstande, såsom den i Skidel.[4][j] Den jødiske befolkning havde lidt under pogromer i det østlige Polen under den tyske invasion, og mange så Sovjetunionen som det mindste af to onder.[31][32] Denne reaktion forstærkede den eksisterende polske frygt for Żydokomuna og plagede det polsk-jødiske forhold ind i det 21. århundrede.[33]

Det polske militærs oprindelig retræteplan gik ud på at trække sig tilbage og omgruppere sig langs det rumænske brohoved, et område i det sydøstlige Polen nær grænsen til Rumænien. Tanken af at indtage defensive stillinger der og vente på et stærkt ventet fransk og britisk på Vestfronten. Denne plan antog at Tyskland måtte mindske sine operationer i vest for at kæmpede på en 2. front i Vesteuropa.[4] De allierede regnede med at den polske hær kunne holde ud i flere måneder, men det sovjetiske angreb gjorde denne strategi umulig.

Tyske og sovjetiske tropper hilser på hinanden efter invasionen

De politiske og militære ledere i Polen vidste at de var i færd med at tabe krigen mod Tyskland, allerede inden Sovjetunionen afgjorde spørgsmålet.[4] Trods det nægtede de at overgive sig eller forhandle en fredsaftale med Tyskland. I stedet beordrede den polske regering alle militære enheder til at forlade Polen og samles igen i Frankrig.[4] Regeringen selv krydsede ind i Rumænien omkring midnat den 17. september 1939. Polske enheder fortsatte med at rykke i retning af det rumænske brohoved og modstod tyske angreb på den ene flanke og lejlighedsvise sammenstød med sovjetiske tropper på den anden. I dagene efter evakueringsordren besejrede tyskerne de polske arméer Kraków og Lublini slaget ved Tomaszów Lubelski, som varede fra 17. september til 20. september.[34]

Sovjetiske enheder mødte ofte tyske modparter, som rykkede frem i modsat retning. Der forekom bemærkelsesværdige eksempler på samarbejde mellem de to hære i felten. Wehrmacht overlod Brest fæstningen, som var blevet erobret efter slaget om Brześć Litewski, til den sovjetiske 29. kampvognsbrigade den 17. september.[35] Den tyske general Heinz Guderian og den sovjetiske brigadegeneral Semyon Krivoshein afholdt derpå en fælles sejrsparade i byen.[35] Lwów (Lviv) overgav sig den 22. september, dage efter at tyskerne havde overladt belejringen til de sovjetiske tropper.[36][37] Sovjetiske styrker havde erobret Wilno den 19. september i slaget om Wilno (1939), og de erobrede Grodno den 24. september efter slaget om Grodno (1939). Den 28. september havde den Røde Hær nået linjen som dannes af Narew, Vestlige Bug, Wisła og San floderne, den grænse på forhånd var aftalt med tyskerne.

Trods en taktisk polsk sejr den 28. september i slaget om Szack, var udfaldet af den større konflikt aldrig i tvivl.[38] Civile frivillige, militser og reorganiserede tilbagetrækkende enheder holdt ud mod de tyske styrker i den polske hovedstad, Warszawa indtil den 28. september, og Modlinfæstningen, nord for Warszawa, overgav sig den følgende dag efter slaget om Modlin, der havde varet i 16 dage. Den 1. oktober drev sovjetiske tropper polske enheder ind i skovene i slaget om Wytyczno, en af de sidste direkte konfrontationer under felttoget.[39]

Adskillige afskårne polske garnisoner holdt ud i deres stillinger længe efter at de var blevet omringet, såsom tropperne i det Volhyniennske Sarny befæstede område, som holdt ud indtil den 25. september. Den sidste operationelle polske enhed, som overgav sig var general Franciszek Kleebergs Uafhængige operationelle gruppe "Polesie". Kleeberg overgav sig den 6. oktober efter det fire dage lange slag ved Kock (nær Lublin), som afsluttede septemberfelttoget. Sovjetstyrkerne sejrede. Den 31. oktober rapporterede Molotov til Den Øverste Sovjet: "Et kort stød fra den tyske hær og efterfølgende fra den Røde Hær var nok til at intet blev tilbage af denne grimme skabning fra Versailles-traktaten".[40]

Allieret reaktion

[redigér | rediger kildetekst]

Den franske og britiske reaktion på den sovjetiske invasion og anneksion af det østlige Polen var afdæmpet, da ingen af de to lande ønskede at indlede en konfrontation med Sovjetunionen på dette tidspunkt.[41] Ifølge betingelserne i den Polsk-britiske fælles forsvarspagt af 25. august 1939 havde briterne lovet hjælp, hvis et europæisk land angreb Polen. [k] Da den polske ambassadør Edward Raczyński mindede den britiske udenrigsminister Edward Frederick Lindley Wood om pagten fik han brysk at vide, at det var Storbritanniens sag om det ville erklære krig mod Sovjetunionen.[41] Premierminister Neville Chamberlain overvejede offentligt at forpligte sig til at genskabe den polske stat, men endte med blot at udsende en generel fordømmelse.[41]

Franskmændene havde også afgivet løfter til Polen, herunder tilvejebringelse af luftstøtte, og de blev ikke opfyldt. Da først Sovjetunionen rykkede ind i Polen besluttede franskmændene og briterne, at der ikke var noget at gøre for Polen på kort sigt, og begyndte at planlægge en langsigtet sejr i stedet. Franskmændene var midlertidigt rykket ind i Saar i starten af september, men efter det polske nederlag trak de sig tilbage bag Maginot-linjen den 4. oktober.[42] Mange polakker blev fortørnede over denne mangel på støtte fra deres vestlige allierede, som førte til en vedvarende følelse af at være blevet forrådt.

Efterspil

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Besættelsen af Polen (1939–1945).
Uddybende Uddybende artikler: Polens historie (1939-1945) og Polske krigsfanger i Sovjetunionen (efter 1939)
Polske krigsfanger taget til fange af den Røde Hær under den sovjetiske invasion af Polen

I oktober 1939 meddelte Molotov Den øverste Sovjet, at de sovjetiske styrker havde haft tab på 737 døde og samlet tab på 1.862 under felttoget, selv om polske specialister hævder at op i mod 3.000 døde og 8.000 til 10.000 blev såret.[e] På polsk side døde mellem 6.000 og 7.000 soldater i kamp mod den Røde hær, mens 230.000 til 450.000 blev taget til fange.[1][43] De sovjetiske styrker undlod ofte at overholde kapitulationsbetingelserne. I nogle tilfælde lovede de at de polske soldater ville gå fri, men arresterede dem så, når de nedlagde våbnene.[4]

Sovjetunionen var ophørt med at anerkende den polske stat ved starten af invasionen.[9][44] Som følge heraf erklærede de to regeringer aldrig formelt krig mod hinanden. Sovjetunionen anerkendte derfor ikke polske soldater som krigsfanger men som oprørere mod den nye lovlige regering i det Vestlige Ukraine og Hviderusland. [n] De sovjetiske myndigheder lod titusinder af polske krigsfanger dræbe. Nogle, såsom general Józef Olszyna-Wilczyński, som blev taget til fange, afhørt og skudt den 22. september, blev henrettet under selve felttoget.[45][46] Den 24. september myrdede de sovjetiske soldater 41 patienter og plejepersonale på et polsk militærhospital i landsbyen Grabowiec nær Zamość.[47] Sovjetstyrkerne henrettede også alle polske officerer, som de tog til fange efter slaget om Szack den 28. september 1939.[38] Over 20.000 polske soldater og civile omkom ved Katynmassakren.[4][35] NKVD anvendte tortur i stor stil i forskellige fængsler, især de i mindre byer.[48]

Sovjetisk dokument om beslutningen vedrørende massehenrettelsen af polske officerer

Polen og Sovjetunionen genoptog de diplomatiske forbindelser i 1941 efter Sikorski-Mayski aftalen; men Sovjetunionen afbrød dem igen i 1943 efter at den polske regering havde krævet en uafhængig undersøgelse af de nyligt afslørede massegrave i Katyn.[49] Sovjetunionen forsøgte herefter at overtale de Vestallierede til at anerkende den pro-sovjetiske polske marionetregering under Wanda Wasilewska i Moskva.[50]

Den 28. september 1939 underskrev Sovjetunionen og Tyskland den Tysk-sovjetiske venskabs-, samarbejds og grænsedragningstraktat, som ændrede på de hemmelige betingelser i Molotov-Ribbentrop-pagten. De flyttede Lithauen til den sovjetiske indflydelsessfære og flyttede grænsen i Polen mod øst, så Tyskland fik mere territorium.[2] Ved denne aftale, som ofte kaldes Polens 4. deling,[4] sikrede Sovjetunionen sig næsten alt polsk område øst for floderne Pisa, Narew, Vestlige Bug og San. Dette udgjorde omkring 200.000 km² land, som blev beboet af 13,5 mio. polske borgere.[26] Grænsen som blev etableret ved denne aftale svarer nogenlunde til Curzonlinjen, som var fastlagt af briterne i 1919, et punkt som Stalin med held anvendte i forhandlingerne med de Vestallierede på Teheran-konferencen og Jalta-konferencen.[51]

Den Røde Hær havde oprindelig skabt forvirring blandt de lokale ved at hævde, at de kom for at redde Polen fra nazisterne.[52] Deres indrykning overraskede polske samfund og deres ledere, som ikke havde fået at vide hvordan de skulle reagere på en sovjetisk invasion. Polske og jødiske borgere kan i starten have foretrukket et sovjetisk styre frem for et tysk,[53] men de sovjetiske myndigheder var hurtige til at præge den lokale levevis med deres ideologi. F.eks. begyndte de hurtigt at konfiskere, nationalisere og omfordele alle private og statsejede polske ejendomme.[54] I løbet af de to år efter annekteringen arresterede de sovjetiske myndigheder omkring 100.000 polske borgere[55] og deporterede mellem 350.000 og 1.500.000, hvoraf mellem 250.000 og 1.000.000 døde, fortrinsvis civile.[b][56]

Hviderusland og Ukraine

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Polske områder annekteret af Sovjetunionen
En sovjetiserings plakat henvendt til den Vestukrainske befolkning. Teksten lyder: "Vælgere i det arbejdende folk! Stem for sammenslutningen af Vestlige Ukraine med Sovjetunionen til en forenet, fri og fremgangsrig Ukrainsk Socialistisk Sovjetrepublik. Lad os for altid fjerne grænsen mellem det vestlige og det sovjetiske Ukraine. Længe leve den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik!"

Af de 13,5 mio. indbyggere i de Polske områder annekteret af Sovjetunionen var polakker den største etniske gruppe, men hviderussere og ukrainere udgjorde til sammen over halvdelen af befolkningen.[c] Annekteringen gav ikke Sovjetunionen over alle områder, hvor der boede hviderussere og ukrainere. Noget af det lå vest for den nye tysk-sovjetiske grænse.[l] Alligevel forenede den langt hovedparten af de to folk indenfor de udvidede hviderussiske og ukrainske republikker.

Den 26. oktober 1939 blev der afholdt "valg" til de hviderussiske og ukrainske parlamenter, for at give annekteringen et skin af lovlighed. [i] Hviderusserne og ukrainerne i Polen var i stigende grad blevet fremmedgjort af den polske regerings forsøg på at gøre området polsk og undertrykke deres separatistbevægelser, så de følte ikke større loyalitet overfor den polske stat.[57][58] Ikke alle hviderussere og ukrainere stolede imidlertid på det sovjetiske styre, som var ansvarlig for Den ukrainske hungersnød 1932–33.[52] I praksis bød de fattige Sovjetunionen velkommen, mens eliten havde tilbøjelighed til at slutte sig til oppositionen, selv om de støttede selve genforeningen.[57][59]

De sovjetiske myndigheder indledte hurtigt en sovjetisering af det vestlige Hviderusland og det vestlige Ukraine, herunder tvangskollektivisering af hele området. I den forbindelse opløste de hensynsløst politiske partier og foreninger og fængslede eller henrettede deres ledere som "fjender af folket".[52] De sovjetiske myndigheder undertrykte også de antipolske ukrainske nationalister, som aktivt havde ydet modstand mod det polske regime siden 1920'erne med henblik på at skabe et uafhængigt, udelt Ukraine.[59][60] Samlingen i 1939 var trods alt en afgørende begivenhed i Ukraines og Hvideruslands historie, fordi det skabte to republikker, som endte med at blive selvstændige i 1991 efter Sovjetunionens sammenbrud.[61]

Citat Siden 1654 hvor zarerne begyndte støt at styrke deres kontrol over Ukraine, havde ukrainere levet i to adskilte verdener: en som blev regeret af russerne og en anden som blev regeret af polakker eller østrigere. Som følge af 2. verdenskrig ophørte den øst/vestlige ukrainske todeling, i det mindste på det politiske niveau. Sammensmeltningsprocessen, foreningen af to længe adskilte dele af det ukrainske folk, var ikke kun en vigtig del af efterkrigsperioden, men en begivenhed af epokegørende betydning i Ukraines historie. Citat
Orest Subtelny en Canadisk historiker af ukrainsk afstamning[62]

Censur

[redigér | rediger kildetekst]

Sovjetiske censorer fjernede senere mange detaljer om invasionen i 1939 og tiden efter.[63] Politbureauet havde fra starten kaldt operationen for et "befrielsesfelttog", og senere sovjetiske udtalelser og udgiver afveg aldrig fra denne linje.[64] Den 30. november 1939 udtalte Stalin at det ikke var Tyskland, som havde angreb Frankrig og Storbritannien, men Frankrig og Storbritannien, som havde angrebet Tyskland;[65] og i marts det følgende år hævdede Molotov at Tyskland havde forsøgt at skabe fred og var blevet afvist af "Britisk-franske imperialister". [o] Alle senere sovjetiske regering afviste, at der nogensinde havde eksisteret en hemmelig protokol i Molotov-Ribbentrop-pagten, men da dokumentet blev "fundet" i de sovjetiske arkiver i 1989, blev sandheden endelig anerkendt.[7] Censur blev også anvendt i Folkerepublikken Polen, for at bevare billedet af "Polsk-sovjetisk venskab", som blev understøttet af de to kommunistiske regeringer. Det var officiel politik kun at tillade beskrivelser af felttoget i 1939 som viste det som en genforening af det hviderussiske og det ukrainske folk og en befrielse af det polske folk fra "oligarkisk kapitalisme". Myndighederne frarådede kraftigt yderligere studier eller undervisning i emnet.[15][35] Forskellige undergrundsudgivelser (bibuła) behandlede imidlertid emnet,[39] og det samme gjorde andre medier, såsom protestsangen fra 1982 af Jacek Kaczmarski (Ballada wrześniowa).[66]

Slagorden

[redigér | rediger kildetekst]

Se artiklerne:

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]

a. ^ Increasing numbers of KOP units, as well as most Polish Army units stationed in the East during peacetime, were sent to the Polish-German border before or during the German invasion. KOP forces guarding the eastern border numbered around 20,000.[4] On 21 September 1939, an improvised KOP "army" had a strength of 8,700 troops. Polish army units which fought the Soviets had mostly been disrupted and weakened by their retreat from the Germans, making estimates of their strength problematic; it is estimated about 250,000 of such troops found themselves in the line of Soviet advance and offered sporadic resistance.[4] The total Polish army on 1 September 1939, counting un-mobilised (and sometimes, never mobilised) units, numbered about 950,000.[2] Historians agree that the vast majority of these forces never saw action against the Soviets.

b. ^ ^ Det præcise antal mennesker, som blev deporteret i perioden 1939–1941 er fortsat ukendt, og estimater varierer fra omkring 350.000[67] og (gamle estimater fra den polske undergrundsstat) på over 2 mio. Det første tal er baseret på NKVD arkiver og medtager ikke de ca. 180.000 krigsfanger i sovjetisk fangenskab. De fleste moderne historikere vurderer antallet af personer deporteret fra alle områder erobret af Sovjetunionen i denne periode til at ligge mellem 800.000 og 1.500.000. F.eks. vurderer Rummel tallet 1,2 mio. og Kushner og Knox 1,5 mio.[68] Bernd Wegner omtaler Norman Daviess estimat omkring halvdelen af omkring en million deporterede polske statsborgere var døde da Sikorski-Mayski aftalen blev underskrevet i 1941.[69]

Massedeportationerne blev begrundet med klassekamp. Sovjetisk propaganda gentog igen og igen budskabet om at de udkæmpede en civilisationens krig mod barbari og af tvingende sikkerhedsmæssige grunde. Knap så åbent indrømmede fordele ved deporteringerne var omfordelingen af de deporteredes huse og jord og etablering af en ekstra arbejdsstyrke inden den uundgåelige konflikt med Tyskland samt en radikal ændring af den etniske sammensætning af det annekterede område.[56]

c. ^ Befolkning i de østlige områder bestod af ca. 38 % polakker, 37 % ukrainere, 14,5 % hviderussere, 8,4 % jøder, 0,9 % russere og 0,6 % tyskere.[70]

d. ^ Estland og Letland blev placeret i den sovjetiske indflydelsessfære og Litauen i den tyske. Ifølge Joachim von Ribbentrop var Tyskland gået med til det som Storbritannien havde afslået: frie hænder i Østersøen og frie hænder på Baltikum. Den 28. september blev grænsen omdefineret ved at tilføje området mellem Wisła og Vestlige Bug til den tyske sfære og flytte Litauen til den sovjetiske.[71]

e. ^ "Polske specialister hævder op til 3.000 døde og 8.000–10.000 sårede."[72]

f. ^ Den 7. september 1939, fortale Stalin generalsekretæren for Komintern, Georgi Dimitrov: "Der foregår krig mellem to grupper af kapitalistiske lande ... om opdelingen af verden, for dominans over hele verden. Vi har ikke noget imod at de river hinanden i stykker og svækker hinanden." Han kaldte Polen en fascistisk stat, som havde undertrykt ukrainere, hviderussere og andre, og understregede, at "likvideringen af denne regering under de nuværende betingelser betyder, at der er en fascistisk regering færre. Det ville ikke være så dårligt, hvis vi som følge af ødelæggelsen af Polen udvidede det socialistiske system til nye områder og befolkninger".[73]

g. ^ Sovjetunionen tilbagekaldte i realiteten den Riga-traktaten og de Sovjetisk-polske ikkeangrebspagt. De overtrådte også Folkeforbundets pagt (som USSR havde underskrevet i 1934), Briand-Kellogg-pagten af 1928 og London konventionen om definitionen af aggression fra 1933.[74]

h. ^ "USSR foreslog en 10-årig Britisk-fransk-sovjetisk alliance, som skulle inkludere Rumænien og Polen."[75]

i. ^ Vælgerne havde kun en kandidat at vælge imellem for hver post eller stedfortræder. Det kommunistiske partis kommissærer overdrog herefter parlamenterne resolutioner, som ville betyde nationalisering af banker og tungindustri samt overdragelse af land til bondesammenslutninger.[76]

j. ^ For andre eksempler beskrevet af en officer, som var vidne se: Bronisław Konieczny, i Mój wrzesień 1939. Pamiętnik z kampanii wrześniowej spisany w obozie jenieckim and Moje życie w mundurze. Czasy narodzin i upadku II RP.

k. ^ "Aftale om gensidig bistand mellem Storbritannien og Polen" (London, 25. august 1939) fastslår i artikel 1: "Hvis en af aftaleparterne bliver indblandet i fjendtligheder med en europæisk magt som følge af aggression fra den anden side mod aftalelandet, skal den anden aftalepartner straks give den krigsførende aftalepartner al den støtte og hjælp den kan."[77]

l. ^ Nogle ukrainere og hviderussere boede i områder, som blev overdraget til Tyskland i aftalen af 28. oktober. F.eks. Chełm og Lemkivshchyna (Łemkowszczyzna), som begge havde betydelige ukrainske befolkninger, var blandt de ukrainske enklamer, som blev tilbage i det tysk besatte Polen (se kort).

m. ^ "Hvordan skal vi ... forklare fænomenet med ukrainere, som hyldede og samarbejdede med Sovjetunionen? Hvem var disse ukrainere? At de var ukrainere var sikkert, men var de kommunister, nationalister, uafhængige bønder? Svaret er ja – det var alle tre ting".[78]

n. ^ "Sovjetunionens invasion og besættelse af det østlige Polen i september 1939 var en klar aggression efter international ret ... men Sovjetunionen erklærede ikke krig, og polakkerne svarede ikke igen med en krigserklæring. Som følge heraf var der nogen forvirring om hvilken status de tilfangetagne soldater havde, og om de var kvalificerede til at blive behandlet som krigsfanger. Jurister anser fraværet af en formel krigserklæring som utilstrækkeligt til at en magt kan undlade at behandle krigsfanger på en civiliseret måde. Omvendt betyder en undladelse af at gøre det, at såvel ledere som operationelle underordnede er hjemfalden til anklager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden."[79]

o. ^ "Det er imidlertid almindeligt kendt, at den britiske og franske regering afslog tyske fredsbestræbelser, som blev fremsat allerede i slutningen af sidste år, hvilket skyldtes forberedelser til at optrappe krigen." Molotov, 29. marts 1940.[80]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
Dette afsnit indeholder de fulde detaljer om internet sider, som er omtalt i denne artikel og forkortede referencer vedrørende trykte bøger. For fulde bogreferencer, se Bibliografi nedenfor.
  1. ^ a b c d e f g h www.dzp.wojsko.pl. 1/2005. Dom wydawniczy Wojska Polskiego. (Humanist Education in the Army.) 1/2005. Den polske hærs forlag). Hentet 28. november 2006. (polsk)
  2. ^ a b c d e Kampania wrześniowa 1939 (September felttoget 1939) fra PWN Encyklopedia. Internet arkiv, midten af 2006. Hentet 16. juli 2007. (polsk)
  3. ^ Colonel-General Grigory Fedot Krivosheev, Soviet casualties and combat losses in the twentieth century.
  4. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t George Sanford, p. 20–24.
  5. ^ a b Gross, pp. 17 -18. Google Books
  6. ^ Piotrowski, p. 199.
  7. ^ a b c d Anna M. Cienciala (2004). The Coming of the War and Eastern Europe in World War II (forelæsningsnoter, University of Kansas). Hentet 15. marts 2006.
  8. ^ Tyske diplomater havde indtrængende opfordret Sovjetunionen til at intervenere mod Polen østfra siden krigens begyndelse. Roberts, Geoffrey (1992). Den sovjetiske beslutning om at undgå en pagt med Nazityskland. Soviet Studies 44 (1), 57–78; Den tyske udenrigsminister til den tyske ambassadør i Sovjetunionen (Schulenburg) Arkiveret 29. juni 2007 hos Wayback Machine @ Avalon Project og nogle følgedokumenter. Sovjetunionen var tøvende overfor at gribe ind, da Warszawa endnu ikke var faldet. Den sovjetiske beslutning om at invadere de østlige dele af Polen, som tidligere var aftalt som den sovjetiske indflydelsessfære blev meddelt den tyske ambassadør Friedrich Werner von der Schulenburg den 9. september, men den faktiske invasion blev forsinket i over en uge. Roberts, Geoffrey (1992). Den sovjetiske beslutning om en pagt med Nazityskland. Soviet Studies 44 (1), 57–78; Den tyske ambassadør i Sovjetunionen (Schulenburg) til det tyske udenrigsministerium Arkiveret 5. november 2007 hos Wayback Machine @ Avalon Project. Den polske efterretningstjeneste blev opmærksom på de sovjetiske planer omkring 12. september.
  9. ^ a b c Telegrammer sendt af Schulenburg, den tyske ambassadør i Sovjetunionen, fra Moskva til det tyske udenrigsministerium: No. 317 Arkiveret 7. november 2009 hos Wayback Machine fra 10. september 1939, No. 371 Arkiveret 30. april 2007 hos Wayback Machine fra 16. september 1939, No. 372 Arkiveret 30. april 2007 hos Wayback Machine fra 17. september 1939. The Avalon Project, Yale Law School. Hentet 14. november 2006.
  10. ^ 1939 wrzesień 17, Moskwa Nota rządu sowieckiego nie przyjęta przez ambasadora Wacława Grzybowskiego (Note fra den sovjetiske regering ti lden polske regering den 17. september afvist af den polske ambassadør Wacław Grzybowski). Hentet den 15. november 2006; Degras, pp. 37–45. Uddrag fra Molotovs tale på Wikiquote. (polsk)
  11. ^ M.I.Mel'tyuhov. Stalin's lost chance. The Soviet Union and the struggle for Europe 1939–1941, p.132. Мельтюхов М.И. Упущенный шанс Сталина. Советский Союз и борьба за Европу: 1939–1941 (Документы, факты, суждения). — М.: Вече, 2000.
  12. ^ obozy jenieckie żołnierzy polskich Arkiveret 4. november 2013 hos Wayback Machine (Fangelejre for polske soldater). Encyklopedia PWN. Hentet 28. november 2006. (polsk)
  13. ^ Rummel, p.130; Rieber, p. 30.
  14. ^ Rieber, p 29.
  15. ^ a b (Ferro 2003, s. 258); (Orlik-Rückemann 1985, s. 20) Se også: Uddannelse i Folkerepublikken Polen.
  16. ^ Shaw, p 119; Neilson, p 298.
  17. ^ Kenez, pp. 129–31.
  18. ^ Davies, Europe: A History, p. 997.
  19. ^ Dunnigan, p. 132.
  20. ^ Sanford, pp. 20–25; Snyder, p. 77.
  21. ^ Gelven, p.236.
  22. ^ Zaloga, p 80. (Webside ikke længere tilgængelig)
  23. ^ Weinberg, p. 55.
  24. ^ Degras, pp. 37–45. Uddrag af Molotovs tale på Wikiquote.
  25. ^ Zaloga, p. 80.
  26. ^ a b Gross, p. 17.
  27. ^ Gross, p.17-18.
  28. ^ Piotrowski, p 199.
  29. ^ Gross, pp. 32–33.
  30. ^ [Simon Sebag Montefiore. Stalin. The Court of the Red Tsar, p. 312. Vintage Books, New York 2003. Vintage] ISBN 1-4000-7678-1
  31. ^ Ezra Mendelsohn (2009). Jews and the Sporting Life: Studies in Contemporary Jewry XXIII. Oxford University Press. s. 218. ISBN 9780195382914.
  32. ^ Dov Levin (1995). The lesser of two evils: Eastern European Jewry under Soviet rule, 1939-1941. Jewish Publication Society. s. 31, 32. ISBN 9780827605183.
  33. ^ Antony Polonsky, Joanna B. Michlic (2004). The neighbors respond: the controversy over the Jedwabne Massacre in Poland. Princeton University Press. s. 36. ISBN 9780691113067.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Bruger authors parameter (link)
  34. ^ Taylor, p. 38.
  35. ^ a b c d Fischer, Benjamin B., ""The Katyn Controversy: Stalin's Killing Field Arkiveret 24. marts 2010 hos Wayback Machine", Studies in Intelligence, Winter 1999–2000. Hentet 16. juli 2007.
  36. ^ Artur Leinwand (1991). "Obrona Lwowa we wrześniu 1939 roku". Instytut Lwowski. Retrieved 16 July 2007. (polsk)
  37. ^ "Ryś, p 50". Arkiveret fra originalen 5. januar 2008. Hentet 2. november 2009.
  38. ^ a b Szack. Encyklopedia Interia. Hentet 28. november 2006. (polsk)
  39. ^ a b Orlik-Rückemann, p. 20.
  40. ^ Moynihan, p. 93; Tucker, p. 612.
  41. ^ a b c Prazmowska, pp. 44–45.
  42. ^ Jackson, p. 75.
  43. ^ Отчёт Украинского и Белорусского фронтов Красной Армии Мельтюхов, с. 367. www.usatruth.by.ru Arkiveret 14. februar 2022 hos Wayback Machine. Hentet 17. juli 2007. (russisk)
  44. ^ 1939 wrzesień 17, Moskwa Nota rządu sowieckiego nie przyjęta przez ambasadora Wacława Grzybowskiego (Note fra den sovjetiske regering til den polske regering den 17. september 1939, som blev afvist af den polske ambassadør Wacław Grzybowski). Hentet 15. november 2006. (polsk)
  45. ^ Sanford, p. 23; (polsk) Olszyna-Wilczyński Józef Konstanty Arkiveret 6. marts 2008 hos Wayback Machine, Encyklopedia PWN. Hentet 14. november 2006.
  46. ^ Śledztwo w sprawie zabójstwa w dniu 22 września 1939 r. w okolicach miejscowości Sopoćkinie generała brygady Wojska Polskiego Józefa Olszyny-Wilczyńskiego i jego adiutanta kapitana Mieczysława Strzemskiego przez żołnierzy b. Związku Radzieckiego. (S 6/02/Zk) Polske Institut for national erindring. Internet arkiv, 16.10.03. Hentet 16. juli 2007. (polsk)
  47. ^ Rozstrzelany Szpital (Executed Hospital). Tygodnik Zamojski, 15. september 2004. Hentet 28. november 2006. (polsk)
  48. ^ Gross, p. 182
  49. ^ Sovjetisk note som ensidigt afbryder de sovjetisk-polske diplomatiske forbindelser, 25. april 1943. Engelsk oversættelse af polsk dokument. Arkiveret 16. juni 2008 hos Wayback Machine Hentet 19. december 2005; Sanford, p. 129.
  50. ^ Sanford, p. 127; Martin Dean Collaboration in the Holocaust. Hentet 15. juli 2007.
  51. ^ Gregor Dallas (2005). 1945: the war that never ended. Yale University Press. s. 557. ISBN 9780300109801.
  52. ^ a b c Davies, Europe: A History, pp. 1001–1003.
  53. ^ Gross, pp. 24, 32–33.
  54. ^ Piotrowski, p.11
  55. ^ Represje 1939-41 Aresztowani na Kresach Wschodnich Arkiveret 10. december 2006 hos Wayback Machine (Undertrykkelse 1939–41. Arresterede i det østlige grænseland.) Ośrodek Karta. Hentet 15. november 2006. (polsk)
  56. ^ a b Rieber, pp. 14, 32–37.
  57. ^ a b Marek Wierzbicki, Stosunki polsko-białoruskie pod okupacją sowiecką (1939–1941) Arkiveret 23. juni 2008 hos Wayback Machine. "Białoruskie Zeszyty Historyczne", Biełaruski histaryczny zbornik, 20 (2003), p. 186-188. Hentet 16. juli 2007. (polsk)
  58. ^ Norman Davies, Boże Igrzysko (God's Playground), vol 2, pp. 512–513.
  59. ^ a b Andrzej Nowak, The Russo-Polish Historical Confrontation, Sarmatian Review, January 1997, Volume XVII, Number 1. Hentet 16. juli 2007.
  60. ^ Miner, pp. 41–2.
  61. ^ Wilson, p. 17.
  62. ^ Subtelny, p. 487.
  63. ^ (Kubik 1994, s. 277); (Sanford 2005, s. 214–216)
  64. ^ (Rieber 2000, s. 29)
  65. ^ Pravda Arkiveret 16. september 2019 hos Wayback Machine, 30. november 1939. Hentet den 2007-07-16. (russisk)
  66. ^ Ballada wrześniowa Arkiveret 9. december 2012 hos hos Archive.is (septembers historie). Tekst på Jacek Kaczmarskis hjemmeside. Hentet den 15. november 2006. (polsk)
  67. ^ Okupacja Sowiecka W Polsce 1939–41. Encyklopedia PWN hentet 14. marts 2006. (polsk)
  68. ^ Rummel, p. 132; Kushner, p. 219.
  69. ^ Wegner, p. 78.
  70. ^ Trela-Mazur, p. 294.
  71. ^ Sanford, p. 21; Weinberg, p. 963.
  72. ^ Sanford, p 23.
  73. ^ Rieber, p. 29.
  74. ^ Piotrowski, p. 295.
  75. ^ Gronowicz, p. 51.
  76. ^ Rieber, pp. 29–30.
  77. ^ Stachura, p.125.
  78. ^ Piotrowski, p.199.
  79. ^ Sanford, p 39, 22–3.
  80. ^ Molotov, V.M., Report Om regeringens udenrigspolitik, 29. marts 1940. Moscow News, 1. april 1940. Hentet 16. juli 2007.

Bibliografi

[redigér | rediger kildetekst]
Dette afsnit oplister de trykte kilder brugt for denne artikel

Eksterne kilder

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til: