Adolf Bastian | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Philipp Wilhelm Adolf Bastian 26. juni 1826 Bremen, Bremen, Tyskland |
Død | 2. februar 1905 (78 år) Port-of-Spain, Trinidad og Tobago |
Gravsted | Südwestkirchhof Stahnsdorf |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg, Humboldt-Universität zu Berlin, Friedrich-Schiller-Universität Jena, Julius Maximilians Universitet Würzburg, Altes Gymnasium (til 1845) |
Medlem af | Corps Saxonia Jena, Gesellschaft für Erdkunde zu Berlin (fra 1868), Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina, Berliner Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte |
Beskæftigelse | Opdagelsesrejsende, universitetsunderviser, psykolog, forfatter, antropolog |
Fagområde | Etnografi |
Arbejdsgiver | Humboldt-Universität zu Berlin, Ethnologisches Museum Berlin |
Kendte værker | Zeitschrift für Ethnologie |
Påvirket af | Johann Gottfried von Herder, Alexander von Humboldt |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | 2. klasse af Den røde ørns orden |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Adolf Bastian (født 26. juni 1826 i Bremen, død 2. februar 1905 i Port-of-Spain, Trinidad og Tobago) var en polyhistor som levede i det 19. århundrede og mest huskes for hans bidrag til etnografien og udviklingen af antropologi som en disciplin. Han kom også med bidrag til moderne psykologi i form af en teori om Elementargedanke, som påvirket Carl Gustav Jungs udvikling af hans teori om arketyper. Endvidere udøvede Bastian påvirkning på Joseph Campbell i hans studier af komparativ mytologi.[1][2]
Adolf Bastian har givet navn til Bastianøerne på Svalbard.
Bastian stammede fra en anset købmandsfamilie i Bremen. Han studerede retsvidenskab ved Universitetet i Heidelberg og medicin og naturvidenskab ved Humboldt-Universität zu Berlin, Universitetet i Jena og ved Universitetet i Würzburg
Bastian, som blev doktor i medicin i 1850, tog ud på sin første verdensrejse som skibslæge det følgende år. Rejsen strakte sig over otte år. Han besøgte Peru og Mexico, Kina, Bag- og For-Indien, Palæstina, Afrika og Australien. Den vigtigste betydning af reisen var det i 1860 offentliggjorte værk Der Mensch in der Geschichte, hvor han trak grundlinjerne for sin forskning op.
Bastians rejse 1861-65 blev viet til det asiatiske kontinent. Sine forskningsresultater offentliggjorde han i Die Völker des östlichen Asien (6 bind, 1866-71). Efter sin anden store rejse slog Bastian sig for alvor ned i Tyskland, blev privatdocent i etnologi ved Universitetet i Berlin, senere eksraordinær professor i samme emne og direktørassistent ved de kongelige museer. Bastians store livsopgave var at skabe et altomfattende museum i Berlin. På alle sine rejser havde han samlet materiale til dette.
I år 1873 foretog han en fem måneders lang rejse langs Loangokysten; den fjerde rejse 1875-76 gik gennem Syd- og Mellemamerikas vestlige stater og Nordamerika og resulterede i omfattende samlinger og værket Die Kulturländer des alten Amerika (1878-89). En femte rejse gik 1878-80 over Persien til Indien og over Oceanien til New Zealand og Hawaii, via USA og Yucatán tilbage til Europa.
Den 18. december 1886 kunne Bastian se Königliches Museum für Völkerkunde i Berlin blive åbnet. I år 1889 begyndte han en rejse igen, den sjette 1889-91 gik til Turkestan, Indien og Østafrika, den syvende 1896-1901 til Java og Bali, den ottende 1901-03 til Ceylon. I 1903 startede den da 77-årige forsker sin sidste rejse, som førte ham til Vestindien, hvor han døde.[3]
Bastian kom til at gøre en betydelig indsats for udviklingen af Gesellschaft für Erdkunde zu Berlin. Han var en af grundlæggerne af Berliner Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte i 1896 og grundlagde i 1869 sammen med Robert Hartmann Zeitschrift für Ethnologie. Ved siden af sin øvrige særdeles mangesidige virksomhed virkede Bastian ved sit forfatterskab for den såkaldte folkepsykologi. Blandt hans mange værker kan nævnes Beiträge zur vergleichenden Psychologie (1868), Rechtsverhältnisse bei verschiedenen Völkern der Erde (1872), Etnhnologische Forschungen (1872), Geographische und ethnologische Bilder (1873).[3]
Bastian fik gennem sine rejser stærkt indtryk af de kulturelle ligheder, som han stødte på i helt forskellige regioner og betonede opfattelsen om alle folks ligeartede psykiske beskaffenhed ved at forfægte, at som følge af universelt delte elementærtanker (Elementargedanke) tenderede folk på samme udviklingsstadium, som stod stillet over for ensartete problemer, at indenfor grænsen for de af naturforholdene vilkår finde samme former for løsninger.[4]
Adolf Bastian er begravet på Südwestkirchhof Stahnsdorf i Brandenburg.
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: |