I.G. Farben

I.G. Farben
Virksomhedsinformation
Selskabsform	Aktiengesellschaft
Branche	Kemisk industri
Grundlagt	2. december 1916
Etableringssted	Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland
Opløst	31. oktober 2012
Hovedsæder	Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland, I.G.-Farben-Haus, Hessen, Tyskland
Organisation
Datterselskaber	Buna-Werke Braunkohlenwerke Bruckdorf I.G. Bergwerke Deutsche Grube Soja AG Donau Chemie Gasolin (Tankstellenkette) Bayer WASAG Interhandel Leunaverkene Pulverfabrik Rottweil WCM (Unternehmen) Wagenmann & Seybel Deutsche Länderbank med flere
Eksterne henvisninger
OpenCorporates	de/M1201_VR7968
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

I.G. Farben (Interessen Gemeinschaft Farbenindustrie), var en tysk kemi- og medicinalkoncern, bestående af medicinalselskaberne Bayer og Hoechst, kemiselskabet BASF, samt en række mindre selskaber. I.G.Farben var i sin storhedstid verdens største kemi- og medicinalselskab, og den fjerdestørste industrikoncern i verden (efter General Motors, U.S. Steel og Standard Oil).

Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland blev koncernen ifølge dokumenterne fra Nürnbergprocessen "en integreret del" af det nazistiske regime i Tyskland fra 1933 til 1945. Den øverste ledelse af I.G.Farben blev efter 2. verdenskrig dømt for krigsforbrydelser, plyndring af konkurrerende virksomheder i de tysk-besatte områder, samt oprettelse og drift af koncentrationslejre og slavelejre under umenneskelige forhold. ^[1][2][3]

I.G.Farbens strategiske samarbejde med nazipartiet besegledes ifølge Nürnberg-dokumenterne, før nazisterne kom til magten. Det fremgik under retssagen bl.a. i form af en pengegave på 400.000 rigsmark fra I.G.Farbens finansafdeling til nazipartiets hemmelige fond, "The National Trust Fund", foretaget den 27. februar 1933. ^[4]

Overførslen fandt sted samme dag som rigsdagsbranden - en uge før det tyske valg 5. marts, og fire uger før nazisternes egentlige magtovertagelse den 24. marts 1933.^[5]

Grundlæggelse

Bestyrelsen i I.G. Farben, "Der Rat der Götter" ("Gudernes Råd"), maleri af Hermann Gröber (1926).

Koncernen blev grundlagt juledag i 1925 ved en gigantisk fusion mellem Bayer (27,4%), BASF (27,4%), Hoechst (27,4%), Agfa (9,0%), Chemische Fabrik Griesheim-Elektron (6,9%), og Chemische Fabrik vorm. Weiler Ter Meer (1,9%). Koncernen blev indtil den økonomiske krise i 1929 betragtet som et nationalt symbol på Weimarrepublikkens genrejsning efter det økonomiske kaos, der fulgte i kølvandet på kejserrigets nederlag i første verdenskrig.

Koncernens forskere leverede væsentlige bidrag til flere områder indenfor kemien: Otto Bayer udviklede fremstillingsmetoden til polyurethan i 1937, og flere af I.G.Farbens forskere modtog Nobelprisen, herunder Carl Bosch og Friedrich Bergius (Nobelprisen i kemi, 1931), Gerhard Domagk (Nobelprisen i medicin (1939) og Kurt Alder (kemi, 1950).

Samarbejde med naziregimet

Efter nazisternes magtovertagelse udspilledes det tætte samarbejde med naziregimet. Alle koncernens aktiviteter var, ifølge anklagerne ved Nürnberg-processen, synkroniserede med naziregimets planer om opbygning af militæret til aggressiv krig i den hensigt at opnå overherredømme i Europa. I.G.Farbens øverste ledelse havde ifølge retsdokumenterne et afgørende ord i beslutningerne om, hvilke lande den tyske hær skulle invadere, sådan at koncernen smertefrit kunne overtage sine konkurrenter i nabolandene samt disse landes miner, råstoffer og kemivirksomheder. Disse konkurrerende virksomheder blev overbragt til I.G.Farben kvit og frit af værnemagten umiddelbart efter de tyske militære invasioner i Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen, Frankrig, Norge og Sovjetunionen.^[6]

Himmler (nr 2 fra venstre) besøger I.G. Farbens slavelejr "I.G. Auschwitz", juli 1942.

I 1920'erne havde koncernen desuden erhvervet patentet på insektmidlet Zyklon B, og leverede denne giftgas i krystalform til naziregimet, der tog Zyklon B i anvendelse til drab på fangerne i udryddelseslejrene Auschwitz og Majdanek. I.G.Farben drev desuden sine egne lejre, slavelejren I.G. Auschwitz og koncentrationslejren Buna/Monowitz. ^[7]

I.G. Farben havde frem til USA's indtræden i anden verdenskrig et nært samarbejde med de amerikanske olie- og kemivirksomheder Standard Oil og DuPont, hvilket ifølge Nürnberg-dokumenterne forsinkede de amerikanske selskabers udvikling af syntetisk gummi, sådan at Tyskland stod stærkere militært end sine modstandere ved krigens udbrud.^[2] Under krigen tvang I.G.Farben desuden ledelsen af virksomheden Norsk Hydro ^[8] til at indgå i et for Norsk Hydro skadeligt medejerskab af virksomheden Nordisk Lettmetall S/A. I.G.Farben-ledelsen blev dømt for dette forhold under punktet plyndring af fremmede virksomheder.

Nürnberg dommen

Koncernen blev opløst af de allierede efter anden verdenskrig, og 13 ud af 23 anklagede medlemmer af I.G.Farben-ledelsen blev idømt fængselsstraffe ved Nürnberg-processens Trial no. 6 den 30. juli 1948 for deres medvirken til krigsforbrydelser, herunder spionage og plyndring af andre nationers virksomheder i de tysk-besatte områder, samt oprettelse og drift af I.G.Farbens koncentrationslejr Buna/Monowitz og dens koncentrationslejr I.G.Auschwitz under stærkt umenneskelige forhold.

Den ene af de tre dommere og reservedommeren i sagen ønskede også de anklagede dømt for planlægning og initiering af krig og konspiration imod freden, men de to dommere, som udgjorde flertallet i dommerkollegiet, frikendte dem for dette, idet de ikke mente det bevist, at I.G.Farben-ledelsen agerede på eget initiativ. De 13 dømte fik herefter mellem otte og to års fængsel.^[9][10][11]

Efter Nürnberg

Efter Nürnbergprocessen blev I.G. Farben i 1951 opsplittet, og de oprindelige selskaber blev udskilt fra koncernen. De nuværende selskaber fra I.G. Farben er de samme som tidligere - kemiselskaberne Agfa og BASF, samt medicinalselskaberne Bayer og Hoechst (i dag Sanofi-Aventis).

Flere af de dømte I.G.Farben-ledere vendte tilbage til deres virksomheder efter udstået straf. Den dømte I.G.Farben-direktør, Fritz ter Meer, som fik syv års fængsel i Nürnberg, blev senere bestyrelsesformand i Bayer AG, og selskabet ærer ham stadig efter hans død - under stærk kritik fra jødiske organisationer. ^[12]

Noter

1. - IG Farben: Official Records from the Nuremberg War Crimes Trials Arkiveret 3. juli 2019 hos Wayback Machine - Online Academy: profit-over-life
2. - Trial 6, 1947: Indictment, I.G. Farben Case - School of Law, University of Georgia
3. - Verdens mest foragtede firma lukker og slukker - Berlingske, 22. august 2011
4. - Just one of tens of thousands of breathtaking documents - Online Academy: profit-over-life
5. - On February 27, 1933 - Online Academy: profit-over-life
6. - The Cooperation between I.G. Farben and the Nazi Regime - The Norbert Wollheim Memorial
7. - The Norbert Wollheim Memorial
8. - Hydro i nazi-samarbeid Arkiveret 16. oktober 2018 hos Wayback Machine Dagens Næringsliv, 2004
9. - Karl Heinz Roth: The I.G.Farben trial - J.W. Goethe Universität, 2010
10. - The I.G.Farben trial in Nuremberg (1947/48) - Norbert Wollheim Memorial
11. - Defendants in the I.G. Farben Trial in Nuremberg: Convictions, Prison Terms, and Dates of Release - Wollheim Memorial
12. - Bayer honours war criminal Fritz ter Meer Arkiveret 16. september 2020 hos Wayback Machine cbgnetwork.org

Kilder

• Aftalion, Fred,; Benfet, Otto Theodor (1991), A History of the International Chemical Industry, Philadelphia, PA: University of Pennsylvania Press, ISBN 0-8122-8207-8
• Beer, John Joseph (1981), The Emergence of the German Dye Industry, Manchester, NH: Ayer Company Publishers, ISBN 0-405-13835-0
• Borkin, Joseph (1978), The Crime and Punishment of I.G. Farben, New York, London: The Free Press, division of Macmillan Publishing Co., ISBN 0-02-904630-0
• Borkin, Joseph (1990), Die unheilige Allianz der IG Farben. Eine Interessengemeinschaft im Dritten Reich (tysk), Frankfurt am Main: Campus Verlag, ISBN 3-593-34251-0
• Chandler, Alfred DuPont (2004), Scale and Scope: The Dynamics of Industrial Capitalism, Cambridge, MA: Belknap Press of Harvard University Press, ISBN 0-674-78995-4
• Dubois, Jr., Josiah E. (1952), The Devil's Chemists (PDF), Boston, MA: Beacon Press, ASIN B000ENNDV6, arkiveret fra originalen den 24. december 2016, hentet 4. juli 2019
• Hayes, Peter (1987), Industry and Ideology IG Farben in the Nazi Era, Cambridge, United Kingdom: Cambridge University Press, ISBN 0-521-32948-5
• Jeffreys, Diarmuid (2008), Hell's Cartel-IG Farben and the making of Hitlers War Machine, New York: Metropolitan Books-Henry Holt and Company, ISBN 978-0-8050-9143-4
• Kreikamp, Hans-Dieter (1977), "Die Entflechtung der I.G. Farbenindustrie A.G. und die Gründung der Nachfolgegesellschaften" (PDF), Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte (tysk), Munich: Oldenbourg Verlag, 25 (2): 220-251, hentet 2008-10-27
• Plumpe, Gottfried (1990), Die I.G. Farbenindustrie AG: Wirtschaft, Technik und Politik 1904–1945 (tysk) (Schriften zur Wirtschafts- und Sozialgeschichte udgave), Berlin: Duncker & Humblot, ISBN 3-428-06892-0
• Tammen, Helmuth (1978), Die I.G. Farbenindustrie Aktiengesellschaft (1925–1933): Ein Chemiekonzern in der Weimarer Republik (tysk), Berlin: H. Tammen, ISBN 3-88344-001-9

Spire Denne artikel om et firma eller en virksomhed i Tyskland er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.