Arveprins Frederik

Der er flere personer med dette navn, se Arveprins Frederik (flertydig).
Frederik af Danmark
Portræt af Jens Juel, 1785. Jægerspris Slot.
Arveprins af Danmark
Regent1772 – 1784
ÆgtefælleSophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (g. 1774)
Børn
HusHuset Oldenburg
FarFrederik 5. af Danmark
MorJuliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel
Født11. oktober 1753(1753-10-11)
Christiansborg Slot, København
Død7. december 1805 (52 år)
Amalienborg Slot, København
HvilestedRoskilde Domkirke
ReligionLutheransk
Ridder af Elefantordenen

1753

Arveprins Frederik (Friderich) (11. oktober 1753 på Christiansborg – 7. december 1805 på Amalienborg) var en dansk prins, søn af Frederik V af Danmark-Norge og dronning Juliane Marie som deres eneste fælles barn.[1] Arveprinsen var dansk-norsk tronfølger (efter sin halvbror Christian VII) 1766-68, indtil hans svigerinde, dronning Caroline Mathilde, nedkom med sønnen kronprins Frederik (VI). I 1772-84 var han faktisk regent for sin halvbror. Som regent stod den unge prins i skyggen af sin mor enkedronning Juliane Marie og sin tidligere lærer stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg.

Arveprins Frederik var gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: prinsesse Juliane Sophie, kong Christian VIII, prinsesse Louise Charlotte og arveprins Ferdinand.

Opvækst

[redigér | rediger kildetekst]
Miniatureportræt udført af Christopher Foltmar ca. 1760.

Prins Frederik blev født den 11. oktober 1753(1753-10-11) på Christiansborg Slot i København. Han var Kong Frederik 5.'s femte overlevende barn og det eneste født i kongens andet ægteskab med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.[1] Som yngre søn uden umiddelbar udsigt til at arve tronen blev han, for at skaffe ham en fyrstelig stilling, allerede i en alder af tre valgt til koadjutor i fyrstbispedømmet Lübeck, hvor han med tiden skulle efterfølge fyrstebiskoppen.[1] Imidlertid blev det ved mageskiftetraktaterne af 1767 og 1773 fastslået, at prinsen skulle give afkald på denne værdighed.[1] Den opdragelse, han havde fået, var ikke blevet baseret på, at han skulle være fyrste i en lille tysk stat. Han var tværtimod siden enevældens indførelse den første danske prins, der blev opdraget til at opfatte dansk som sit egentlige modersmål.[2] Derfor var fremtrædende danske videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff[3] og senere Ove Høegh-Guldberg hans vigtigste lærere.[2]

Enkedronning Juliane Marie med et billede af sin søn Arveprins Frederik.
Oliemaleri: Johann Georg Ziesenis (1766-1767)

Men prinsen viste ikke evner til at anvende den undervisning, han havde fået. Det var derfor en overraskelse, at han skulle komme til at stå i spidsen for staten. Men Johann Friedrich Struensee havde under sit regimente forvist prinsen og hans moder, enkedronning Juliane Marie, fra hoffet, hvorefter de i en periode boede på Fredensborg slot.[3]

Regent

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt af Arveprins Frederik fra 1777, udført af Vigilius Eriksen.

Derfor blev prinsen et samlingspunkt for dem, der ville Struensee til livs[3], og da januarnatten 1772 havde fjernet Struensee og dronning Caroline Mathilde og deres allierede fra magten, blev det arveprinsen, der kom til at stå som samlingspunkt for regeringen. Men i virkeligheden var han kun et navn.[3] Det er velbekendt, at han var under indflydelse af sin moder, og at de begge med hensyn til statens anliggender nøje fulgte Guldbergs råd.[3][4]

Hvor lidet betydelig han end viste sig på alle de områder, hvor han fik noget at gøre, stod han dog afgjort som den mest fremtrædende mand i staten.[3] Så meget mere kan man forstå, at han blev utilfreds, da den unge kronprins Frederik 14. april 1784 gjorde ende på det guldbergske styre.[3][5] Han protesterede derfor heftigt den dag, da kronprinsen i det afgørende statsrådsmøde forelagde det forslag for den regerende konge, hvorefter statsrådet skulle sammensættes af helt andre personligheder end dem, der var arveprinsens og enkedronningens kårne mænd.[6] Det menes endog, at det kom til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunne sikre sig kongens person.[5]

Med denne begivenhed var arveprinsens politiske rolle udspillet.[7] Forholdet imellem ham og kronprinsen bevarede en vis ydre høflig karakter, men kunne ikke blive varmt, og arveprinsen sank hen i et privatliv i ubemærkethed.[8]

Senere liv

[redigér | rediger kildetekst]
Jens Juels maleri Dansebakken ved Sorgenfri, cirka 1800.

I 1783 købte han Sorgenfri Slot, og i 1791-94 udvidede og moderniserede han slottet ved arkitekten Peter Meyn. Nicolai Abildgaard stod for den indre udsmykning i nyklassicistisk stil. Samtidig gennemførtes anlægget af haven og en smuk lystskov i forbindelse med det bakkede terræn langs åen.[9]

Året 1794 blev et begivenhedsrigt år for arveprinsen og hans familie. Ved det første Christiansborgs brand i februar 1794, mistede familien sit hjem og flyttede ind i det nordvestlige palæ ved Amalienborg Slotsplads, Levetzaus palæ[a].[10] Og i november samme år døde Arveprinsesse Sophie Frederikke, der led af et skrøbeligt helbred, i en alder af bare 36 år.

Arveprins Frederik selv døde 52 år gammel efter længere tids svagelighed den 7. december 1805 på Amalienborg.[8]

Ægteskab og børn

[redigér | rediger kildetekst]
Arveprins Frederik og Arveprinsesse Sophie Frederikke med deres tre ældste overlevende børn: Fra venstre Prinsesse Louise Charlotte, Prinsesse Juliane Sophie og Prins Christian Frederik.
Maleri: Jens Juel (1790).

I en alder af 21 år var arveprinsen (21. oktober 1774) blevet gift med prinsesse Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1758-1794). I ægteskabet fødtes syv børn:

Navn Født Død Bemærkninger
Med Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
unavngivet datter 19. september 1781 19. september 1781 begravet i Roskilde Domkirke
unavngivet datter 17. februar 1783 17. februar 1783 begravet i Roskilde Domkirke
Juliane Marie 2. maj 1784 28. oktober 1784 begravet i Roskilde Domkirke
Christian Frederik[8] 18. september 1786 20. januar 1848 konge af Norge i 1814 og konge af Danmark som Christian 8. 1839-1848
gift 1. gang 1806 med hertuginde Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
gift 2. gang 1815 med prinsesse Caroline Amalie af Augustenborg
Juliane Sophie[8] 18. februar 1788 9. maj 1850 gift 1812 med prins Frederik Vilhelm Carl Ludvig af Hessen-Philippsthal-Barchfeldt
Charlotte[8] 30. oktober 1789 28. marts 1864 gift 1810 med landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel
Arveprins Ferdinand[8] 22. november 1792 29. juni 1863 arveprins af Danmark
gift 1829 med prinsesse Caroline af Danmark

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Det senere Christian VIII's Palæ

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c d Holm, s. 325
  2. ^ a b Feldbæk, s. 232
  3. ^ a b c d e f g Holm, s. 326
  4. ^ Feldbæk, s. 233
  5. ^ a b Feldbæk, s. 234
  6. ^ Holm, s. 326f
  7. ^ Feldbæk, s. 235
  8. ^ a b c d e f Holm, s. 327
  9. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind : Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; 3. udgave bind 2; København 1898; s. 274
  10. ^ Feldbæk, s. 239

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Bo Bramsen: Huset Glücksborg, bind 1, side 200, 3. udg. 2002
  • Bramsen, Bo (1985). Ferdinand og Caroline : en beretning om prinsen, der nødig ville være konge af Danmark (4. udgave). København: Nordiske Landes Bogforlag. ISBN 8787439220.
  • Ole Feldbæk: "Den lange fred" (Olaf Olsen: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9: 1700-1800; København 1990; ISBN 87-89068-11-4)
  • Holm, Edvard (1891). "Frederik, Arveprins". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. V. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 325-327.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]